20 millioner til grøn omstilling i Det Blå Danmark
Der er nu åbent for ansøgninger til den maritime omstillingspulje på 20 millioner kroner, der er en del af den grønne omstillingspakke, som blev vedtaget i forbindelse med finansloven.
”Med den maritime omstillingspulje sætter vi ind i udviklingsfasen, hvor de nye grønne løsninger bliver til, men hvor der mangler finansiering til at nå frem til bæredygtige produkter,” siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen i en pressemeddelelse.
Der kan søges tilskud fra puljen i forbindelse med demonstrationsprojekter, der udvikler eller demonstrerer nye løsninger inden for skibsbygning i letvægtsmaterialer, miljø- og klimamodernisering af eksisterende skibe og anvendelse af alternative drivmidler til skibe som for eksempel flydende naturgas.
Læs også: Kulfiberfærge får medvind på finansloven
”Den grønne omstilling betyder, at der er en stigende international efterspørgsel efter grønne maritime løsninger. Vi har en førende maritim udstyrsindustri, som kan levere de løsninger. Med den maritime omstillingspulje giver vi virksomhederne en hjælpende hånd, så de kan udvikle løsningerne og dermed udnytte mulighederne for vækst og beskæftigelse,” siger Annette Vilhelmsen.