Nyt vindmølletestcenter i Lindø Industripark
LORC ligger et nyt testcenter til test af vindmøllehuse i Lindø Industripark.
Fra 2014 vil non-profit fonden LORC teste vindmøllehuse, naceller, på op til 10 megawatt i Lindø Industripark, der er etableret på det tidligere Lindø skibsværft i Munkebo. Det nye testcenter skal hedde Lindoe Nacelle Testing, LNT og bliver en af verdens mest avancerede faciliteter til test af naceller.
”I Lindø Industripark hilser vi testbænken velkommen. Projektet vil sætte fokus på Lindø som en stærk klynge for vindindustrien og skabe stor synergi blandt vore lejere. Vi er glade for et endnu tættere samarbejde med LORC, som er en meget professionel spiller på Lindø”, siger Michael Nymark Hansen, divisionsdirektør i Lindø Industripark, i en pressemeddelelse.
LNT vil leve op til de krav til test, som producenter af fremtidens havvindmøller stiller, med en facilitet, hvor nationale standarder for elnettet kan testes i kombination med ekstreme belastninger, når vindstyrken hurtigt forandrer sig. Elektriske fejlhændelser og de systemer, som beskytter vindmøllen mod disse, for eksempel udfald på elnettet, har historisk ledt til utilsigtede overdrevne belastninger af de mekaniske komponenter og derfor reduceret møllens forventede levetid. På LNT vil det blive muligt at efterprøve stressniveauet under en række forskellige belastninger.
”Vi er meget glade og stolte over på baggrund af vores omfattende erfaring at bidrage til LORC’s succes i etableringen af dette banebrydende testsystem til vindindustrien. Testsystemet vil danne grundlag for en mere sikker forsyning af vedvarende energi i fremtiden,” siger Franz Hubl, chef for Test Systems hos GE Power Conversion, der skal konstruere, kommissionere og levere testcenteret.
Privat-offentlig finansiering
LNT-projektet er finansieret af de private virksomheder bag LORC, danske universiteter og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Der er også et væsentligt bidrag fra Green Labs DK, et offentligt støtteprogram med det mål at støtte udviklingen af store faciliteter til test og demonstration af vedvarende energiteknologi.
Lindø Industripark bidrager også til LNT med konstruktionen af en ny hal på 3.500 m². Testhallen skal ligge under den store portalkran, som er i stand til at løfte 1.000 tons og dermed sikre nem adgang for de kæmpestore naceller til og fra testfaciliteten. Funktions-testeren er designet til at kunne teste næste generation af store vindmølle naceller.