Annette Vilhelmsen gæster maritimt fokusmøde
Erhvervs- og vækstminister Anette Vilhelmsen gæster i dag et fokusmøde om vækst i Det Blå Danmark i Frederikshavn.
I dag holder Danske Maritime, Danske Havne, MARCOD og Danmarks Rederiforening fokusmøde om maritim vækst. Annette Vilhelmsen deltager i mødet, hvor hun vil tale om regeringens Vækstplan for Det Blå Danmark.
”Fordi Det Blå Danmark er en stærk international maritim klynge, så har vi også her en særlig god platform for at skabe vækst og jobs. Det gælder ikke mindst i Nordjylland, som har en stærk maritim klynge med både værfter, havne, producenter af maritimt udstyr, maritime servicevirksomheder og uddannelsesinstitutioner,” siger Anette Vilhelmsen.
Erhvervs- og vækstministeren mener, at Det Blå Danmark er en af Danmarks erhvervsmæssige styrkepositioner, og i december offentliggjorde regeringen Vækstplanen for Det Blå Danmark. Målet med planen er, at den skal sikre, at Det Blå Danmark også fremadrettet bidrager til den grønne omstilling samt skaber vækst og jobs.
“Når vi skal udnytte de mange muligheder, der for eksempel er i Arktis og i offshorebranchen, så er det afgørende, at regeringen, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne arbejder tæt sammen. Det var sådan grundlaget for Vækstplanen for Det Blå Danmark blev til, og det er også sådan, at vi gør den til virkelighed. Her er dagens møde i Frederikshavn et betydningsfuldt bidrag,” siger Annette Vilhelmsen.