DUC vil starte nyt forskningscenter
Dansk Undergrunds Consortium på vej med nyt offshore forskningscenter
Maersk Oil og de andre partnere i DUC har sammen med danske og udenlandske universiteter taget initiativ til etablering af et nyt forskningscenter, der skal tjene til at forbedre og forlænge olie- og gasproduktionen fra Nordsøen.
Finansieringen vil blive oppebåret af DUC, mens universiteterne vil bidrage med undervisere etc. Centeret tænkes fysisk placeret hos DTU i Lyngby. Centeret skal udover ovennævnte målsætning således også tjene til at styrke uddannelsen og kompetenceudvidelsen af både forskere og ansatte i oliebranchen.
Maersk Oil har udover nævnte initiativ også planer om at involvere sig på forskningssiden med Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet. Selskabet har endvidere tidligere annonceret planer om at etablere et særligt arktisk forskningscenter på Grønland i forbindelse med de licenser, Maersk Oil har opnået på grønlandsk sokkelområde.