Vandskade til millioner
Emma Mærsk var formentlig offer for en konstruktionsfejl, der fik tonsvis af saltvand til at fosse ind i maskinrummet. Rederiet anslår, at opgaven kan koste op imod 30-40 mio. dollars.
En konstruktionsfejl fra byggeværftets side omkring kabelgennemføringer tillod tusindvis af kubikmeter saltvand at trænge ind i maskinrummet på Emma Mærsk, da en agterthruster stod af i Suez Kanalen.
Nu er vandet ude igen, men efterlader sig både spørgsmål om udgifter og årsag. Mærsk vil ikke sætte helt nøjagtige tal på, men en af de mest komplicerede reparationsopgaver i den danske handelsflådes historie kommer til at koste op til mellem 180 og 240 mio. kr.
Det oplyser Frants Sommer Reuss, Fleet Group Manager i Technical Vessel Operation hos Maersk Line, over for Søfart.
Læs også:
Emma Mærsk tager vand ind
”Det, vi kan konstatere, er, at sensorsystemerne (vandstandsalarmen) virkede, da selve skaden var sket, og at de vandtætte skotter i propellerakseltunnelen også fungerede. Det, der så forårsagede den enorme vandindtrængning i selve maskinrummet, var, at vandet fandt vej via hullerne omkring de massive kabelsammenføringer, der løber i tunnelen. Og det kan desværre kun tilskrives en konstruktionsfejl i forhold til de oprindelige specifikationer,” siger Frants Sommer Reuss.
Læs også:
Emma Mærsk skal undersøges
Emma Mærsk bugseres til værft på Sicilien
Læs stort tema om skibsreparation og vedligehold i Søfart fredag