Scandlines kritiserer økonomien bag Femernforbindelsen
Ifølge Scandlines er Femern A/S’s prognoser for trafikken i den kommende tunnel til Tyskland helt urealistisk.
Ifølge Scandlines, der driver færgeruten Rødby-Puttgarden, overdriver Femern A/S’s skøn, hvor mange biler der vil køre over den kommende Femernforbindelse. Dermed er grundlaget for hvor mange biler, der er til at betale for forbindelsen ikke realistisk, lyder kritikken.
”Scandlines tager ikke stilling til, hvorvidt Femernforbindelsen er en dårlig idé. Men med så grundlæggende fejlskøn i forhold til antallet af biler og lastbiler, er vi nødt til at stille spørgsmålstegn ved forbindelsen som forretning,” siger Søren Poulsgaard, direktør for Scandlines, til Ingeniøren.
Men den kritik afviser de hos Femern A/S, der understeger, at det er nødvendigt at beregne den fremtidige trafik ud fra skøn.
”Vi må nødvendigvis vurdere forbindelsens økonomi i forhold til trafikudviklingen på langt sigt, og ikke på de konjunkturmæssige udsving fra år til år, selvom de er nok så markante. Der er utvivlsomt usikkerhed forbundet med langsigtsprognoser. Det var man også opmærksom på i forbindelse med Storebælt og Øresund. Derfor har vi søgt at anvende forsigtige antagelser på en række punkter,” siger Claus F. Baunkjær, adm. direktør i Femern A/S, i en pressemeddelelse.
Kilde: Ingeniøren
Læs også:
Fremrykning af aktiviteter i Femern Bælt projektet