Færre piratangreb ud for Somalias kyst
Den internationale indsats mod pirater ud for Somalias kyst har hjulpet, og piraterne er nu på tilbagetog.
Sammen med andre lande har Danmark under FN arbejdet på at bekæmpe pirateri ud for Somalias kyst. Den internationale indsats har hjulpet, og fra Udenrigsministeriet lyder det, at det har lykkedes landene at reducere antallet af piratangreb markant i forhold til få år tilbage.
”Et vedholdende internationalt samarbejde har nu ført til en meget markant nedgang i antallet af pirateri-angreb. Det skal vi virkelig glæde os over. Men det betyder ikke, at vi nu kan læne os tilbage. Hvert angreb er ét for meget, og der er stadig gidsler i Somalia - også danske,” siger udenrigsminister Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
Piratkonference i Danmark
Danmark er den 10. og 11. april vært for tre store internationale møder om bekæmpelse af pirateri.
”Det er bekymrende, at der nu dukker pirater op andre steder som for eksempel ud for Vestafrikas kyst. Det er i dét lys, vi har samlet knap 300 internationale eksperter her i København for at drøfte pirateribekæmpelse. Og netop bekæmpelsen af somaliske pirater er faktisk et rigtig god eksempel på, at det internationale samfund, når det står beslutsomt sammen, kan gøre en stor forskel og skabe resultater. Danmark har en fremtrædende rolle i dette arbejde, og er som vært for møderne i denne uge med til at føre den positive udvikling endnu et skridt videre,” siger Villy Søvndal.
De 300 eksperter fra mere end 55 lande og organisationer skal drøfte retsforfølgning af pirater, bagmænd og ulovlige pengestrømme.