23948sdkhjf

KatExpress 2 krydser Panamakanalen

Nu mangler de sidste 10.000 km over Atlanterhavet.
Mols-Liniens nye superfærge er lige nu ved at blive sluset gennem Panamakanalen og skifte farvand fra Stillehavet til Atlanterhavet. Færgen er dermed mere end halvvejs på sin lange rejse fra Tasmanien til Aarhus, og besætningen melder om 2 mandage, saltvandbade og løbeture på dækket. 

Det skriver Mols-Linien i en pressemeddelelse.
  
Der er kun én meter at give af på hver side, når den 30,3 meter brede færge passerer de smalleste steder i den knap 80 kilometer lange Panamakanal. Hurtigfærgen skal over tre slusekamre, hvor skibet løftes 26 meter op over havets overflade og ned igen. Turen forventes at vare omkring ni timer.

Ud over at færgen nu har tilbagelagt knap 15.000 kilometer, er turen gennem sluserne en stor sømandsoplevelse, og endelig er der friske forsyninger til kabyssen, inden færgen begiver sig ud på de sidste knap 10.000 kilometer. 

Færgen startede ud fra Tasmanien den 21. marts, og sejladsen over Stillehavet via Tahiti til Panama er forløbet uden de store udfordringer, måske lige bortset fra to mandage på én uge, da skibet krydsede datolinjen. Besætningen arbejder i seks timers-skift, og vagttiden bruges blandt andet på at lave den sidste finish på færgen og blive dus med skibet, mens fritiden går med at holde løbeformen ved lige på dækket og tage saltvandsbad med stillehavsudsigt på nederste dæk. 
  
Fra Panama sættes kursen over Atlanten mod Aarhus via Azorerne. Den samlede rejse er ca. 25.000 kilometer lang, hvilket svarer til godt 355 ture mellem Sjælland og Jylland. Superfærgen ankommer til Aarhus sidst i april, og den tages i brug for passagerer i begyndelsen af maj. Med den nye færge i drift øger Mols-Linien sin kapacitet med 65 pct., og antallet af afgange mellem Sjælland og Jylland stiger til 24 daglige afgange.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11