Hirtshals Havn sætter ny rekord
Med en omsætning på mere end 62 mio. kr. sætter Hirtshals Havn rekord.
Hirtshals Havn har i regnskabsåret 2012 realiseret en samlet omsætning på 62,4 mio. kr., og dermed sætter havnen på Jyllands skulder driftsmæssig omsætningsrekord, og slår samtidig den hidtidige rekord fra 2006 med 1,7 mio. kr. Havnen fik i 2012 et regnskabsresultat på 4,0 mio. kr.
Det skriver havnen i en pressemeddelelse.
2012-regnskabet betegnes af Hirtshals Havn som absolut tilfredsstillende, og havnens regnskabsresultat har i 2012 også overgået forventningerne. Resultatet er realiseret gennem en ren organisk vækst i aktiviteterne på havnen, og et forventet større vækstspring bliver således først realiseret i 2013 og 2014.
Bestyrelsesformand for Hirtshals Havn advokat Anker Laden-Andersen udtaler i forbindelse med regnskabsaflæggelsen:
"De resultater, som Hirtshals Havn har opnået i 2012, er udbyttet af et langt sejt træk på vej mod en række mål, som vi skal realisere frem mod 2020. Resultaterne er effekten af et målrettet arbejde hos en lang række aktører, der opererer på havnen, og dermed kan vi nu også se, at vi får afkast af investeringer som vi gennemførte for 10 år siden," siger han.
Stadig flere virksomheder etablerer sig på Hirtshals Havn, og i 2012 har blandt andet en råstofvirksomhed opstartet aktiviteter på havnen, og har dermed valgt at udnytte havnens unikke geografiske placering som grundlag for markedet i Nordjylland.
Fiskeriaktiviteterne på Hirtshals Havn har i regnskabsåret haft en størrelse, som betyder, at værdien af den landede fisk i 2012 gør havnen til Danmarks andenstørste konsumhavn.
Trafikaktiviteterne på havnen har over 2012 fremvist en positiv udvikling, og således satte havnen rekord på alle forretningssegmenterne i færgetrafikken; overførsel af lastbiler samt overførsel af personbiler og passagerer. Yderligere tangerede den samlede godstrafik over havnen i 2012 den hidtidige rekord fra 2006 på 1,5 mio. tons, og dermed fremviste godstrafikken også fremgang for fjerde år i træk.