1.200 til erhvervskonference i Odense
Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference Ajour 2013 i Odense Congress Center kører torsdag og fredag.
Det er blandt temaerne, når 1.200 maskinmestre, foredragsholdere og udstillere torsdag og fredag er samlet til Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference Ajour 2013 i Odense Congress Center.
”Velkommen til 33 timers netværk, vidensdeling og faglig inspiration,” sagde Per Jørgensen, formand for Maskinmestrenes Forening, da han åbnede den 13. og hidtil største udgave af erhvervskonferencen.
Maskinmestrenes Forening fejrer i år 140 års jubilæum med det faktum, at efterspørgslen efter maskinmestrenes kompetencer og kvalifikationer er stigende i alle brancher, og formand Per Jørgensen konstaterede, at service og rådgivning nu har overtaget industrien som det største arbejdsområde for maskinmestre. Knap 2700 af de godt 7.500 erhvervsaktive maskinmestre er beskæftiget med service og rådgivning i en lang række brancher.
Selv om det i dag er knap hver femte maskinmester, der sejler eller er beskæftiget offshore med udvinding af olie og gas, er godt halvdelen alligevel tilknyttet til Det Blå Danmark. Det er blandt andet i funktioner på land med rådgivning, udvikling af ny teknologi, ledelse, salg og undervisning hos leverandører, der understøtter skibsfarten som Danmarks største eksportområde og offshore-aktiviteter.
Foruden rekorddeltagelsen på Ajour glædede Per Jørgensen sig over det højeste medlemstal af Maskinmestrenes Forening nogensinde med et samlet tal på 11.225 medlemmer – et tal, der især er vokset med det hidtil højeste antal studerende på landets maskinmesterskoler og maritime uddannelsescentre.
I øjeblikket er flere end 2.300 studerende i gang med uddannelsen, og i sin åbningstale slog Anne Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening, fast, at der netop i Det Blå Danmark bliver hårdt brug for maskinmestrenes kompetencer i fremtiden. Det gælder især for at kunne understøtte væksten inden for offshore-aktiviteterne.
Som den anden af åbningstalerne kom direktør Laurits Rønn fra Dansk Erhverv med en række bud på, hvordan Danmark kan øge den globale konkurrence.
Erhvervskonferencen Ajour rummer blandt andet 30 faglige foredrag og en udstilling, der tæller flere end 140 udstillere, der viser eksempler på den nyeste teknologi inden for en lang række brancher.