DJURS Wind Power indgår aftale med Offshoreenergy.dk
DJURS Wind Power bliver en del af den nationale klynge på offshore-området.
Det skriver Offshoreenergy.dk i en pressemeddelelse.
Aftalen blev underskrevet af formanden for Offshoreenergy.dk, Anders Eldrup, og formanden for DJURS Wind Power, Bo Allermann mandag den 2. december.
Aftalen sikrer dermed DJURS Wind Powers medlemmer mulighed for at deltage og engagere sig i konkrete udviklingsprojekter og netværksevents arrangeret af Offshoreenergy.dk.
Det er en tilfreds formand for DJURS Wind Power, tømrermester Bo Allermann fra Aalsrode Tømrerfirma A/S, der kunne sætte sin underskrift på aftalen. Bo Allermann fortæller blandt andet, at den handlekraft, Offshoreenergy.dk står for i arbejdet med små og mellemstore virksomheder, passer godt til DJURS Wind Power. Derfor er samarbejdet af meget stor betydning. På den måde er vejen til kontakter og kommende ordrer endnu engang forøget.
Offshoreenergy.dk er nationalt innovationsnetværk og videncenter og dermed samlingspunktet for Danmarks offshore klynge. Centrets renewables division arbejder for en fortsat udbygning og synliggørelse af offshore renewables sektoren og understøtter således, at alle aktører bliver opfattet som kompetente, effektive og attraktive partnere i den internationale offshore vind og bølge sektor.
For formand Anders Eldrup, Offshoreenergy.dk, er en stadig udbygning af offshore sektorens kompetenceniveau afgørende. Sektoren skal forblive teknologisk førende, have høj beskæftigelse og god indtjening. Fortsat vækst opnås gennem et højt vidensindhold, samarbejde i værdikæden og effektivitet i ydelserne.
”I takt med udbygningen af offshore renewables sektoren skal vi sikre, at danske aktører samarbejder med det fælles formål at styrke sektoren som helhed - og dermed står stærkere i konkurrencen med udlandet. Regionale klyngeinitiativer er en vigtig del af den dansk offshore renewable industri, og med aftalen har vi bekræftet det tætte samarbejde over for hinanden”, siger Anders Eldrup.