Frederikshavn opgraderer grønlandsk trawler
Der er stadig masser af liv på danske værfter.
På trods af årtier med krise hvor de danske værfter ét efter ét har måttet give op overfor den internationale konkurrence, bliver der i dag stadig udført store skibsombygninger i Danmark.
Hos Nicon Industries A/S i Frederikshavn har man netop fremstillet en 350 tons tung skibssektion til en stor trawler med plads til ny fabrik, udvidet frysekapacitet og større lastrum. Polar Nattoralik er en del af en flåde af moderne og avancerede trawlere hos en af Skandinaviens største leverandører af fisk og skaldyr, Polar Seafood. Trawleren ombygges til at kunne håndtere et bredere sortiment af fisk og skaldyr, der bliver bearbejdet og frosset ombord på skibet umiddelbart efter fangsten.
350 tons skibssektion på kun otte uger
Den nye skibssektion til Polar Nattoralik måler 18 x 15,4 x 13 meter og blev den 17. december afhentet af en flydekran hos Nicon Industries og løftet over i flydedokken hos Orskov Yard, hvor den skal monteres på skibet. Den gigantiske skibssektion er blevet fremstillet på kun otte uger, hvilket er en imponerende præstation, og hos Nicon Industries er man da heller ikke i tvivl om, at netop evnen til at levere hurtigt er den væsentligste årsag til, at man stadig kan begå sig i den benhårde internationale konkurrence.
Vi kan reagere hurtigt på kundernes behov
“Både de asiatiske, baltiske og polske værfter står på spring med billig arbejdskraft, og det kan vi ikke hamle op med”, konstaterer indehaver af Nicon Industries, Anders Hecht-Pedersen. “Til gengæld er vi i stand til at reagere hurtigt på vores kunders behov og tilbyde korte leveringstider. Vi er hurtige til at omstille os og er i stand til at gøre plads til opgaverne, når de kommer.“
Tid er et afgørende konkurrenceparameter
“Tid er et vigtigt konkurrenceparameter for de allerfleste kunder”, fortsætter Anders Hecht-Pedersen, “og for ejeren af Polar Nattoralik, Polar Seafood, var tidsperspektivet også af afgørende betydning. Jo længere tid et af virksomhedens skibe ligger stille, jo færre fisk fanger det, hvilket kan aflæses direkte på omsætningen. Der er ingen, der har råd til, at deres skibe ligger stille for længe af gangen, så selvom vi ikke kan løse opgaven billigere end de udenlandske konkurrenter, så kan det alligevel ofte betale sig for kunderne at vælge os. Simpelthen fordi de sparer tid – og tid er jo som bekendt penge.”
Et stærkt maritimt netværk