Nyt piratoverfald ved Nigeria
To europæiske seniorofficerer taget som gidsler
En ukrainsk kaptajn og en græsk maskinchef er blevet taget som gidsler af en gruppe pirater ud for Nigeria. De blev bortført efter et overfald på tankskibet Althea på 6.500 tons, der er registreret på Marshall Island. Resten af den 18 mand store besætning undgik tilsvarende skæbne.
Ifølge nigerianske oplysninger blev angrebet gennemført af en gruppe på 10 pirater, der ankom og forsvandt i en hurtigtgående skiff. Skibet er opereret af Piræus-baserede Medtankers Management, hvor fra man oplyser, at man er i fuld gang med at arrangere en frigivelse af de to gidsler.
Det noteres også, at angrebet tydeligt kun gjaldt en kapring af gidsler og ikke en kapring af lasten, som det ellers ofte har været stilen ved piratoverfald ud for Nigeria. Men en skærpet kontrol med den type overfald og et par succeser med person-kapringer fra andre piraters side har tilsyneladende betydet et paradigmeskift. Et par mand eller fem er mere end betydeligt lettere at bortføre hurtigt end et helt skib med en fuld olielast. Og udkommet af aktionen som regel hurtigere eksekveret.