Norsk skib skal restaureres i Hvide Sande
Wyvern er på ved til Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri.
Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri har vundet en licitation om at restaurere et norsk skib, og fartøjet er på vej til Vestjylland.
Torsdag den 11. juli forliste den bevaringsværdige Colin Archer Wyvern i Østersøen.
Efterfølgende lykkedes det via en storstilet bjærgningsoperation med et offshorefartøj, at få hævet fartøjet efter en måned under vand og få det bragt til Stavanger, Norge.
Stavanger Maritime Museum udbød herefter restaureringen af det bevaringsværdige skib i offentlig licitation, hvor tilbuddet fra A/S Hvide Sande Skibs- & Baadebyggeri kom klart bedst ud. Der blev skrevet kontrakt først i december, og forberedelserne til sejladsen til Hvide Sande er nu påbegyndt.
Wyvern forventes at ankomme til Hvide Sande sidst i december eller først i januar, afhængigt af vejrlig.
Restaureringen skal bringe Wyvern tilbage til den standard, som fartøjet havde før forliset, dette indbefatter blandt andet arbejde på skrog, aptering, rigning, maskineri, elektroniske og elektriske installationer etc.
A/S Hvide Sande Skibs- & Baadebyggeri er stolte over at kunne trække et sådan projekt til Danmark, og ser frem til et spændende samarbejde med Stavanger Maritime Museum i forbindelse med restaurationsprojektet.
Projektet er endnu et led i rækken af restaureringer af bevaringsværdige skibe fra Norge hos A/S Hvide Sande Skibs- & Baadebyggeri. I sommeren 2012 afleverede A/S Hvide Sande Skibs- & Baadebyggeri fartøjet Svanen tilbage til Norsk Sjøfartsmuseums Veteranskibsrederi AS efter total restaurering og kølopretning. Tidligere har også ”M314 Alta” været til restaurering på værftet i Hvide Sande.
Det forventes at Wyvern kan leveres til sommeren 2014.
- Fakta:
- Wyvern er en 60 fods Colin Archer bygget i 1897.
- Museet overtog fartøjet i 1984, som et nationalt kulturminde.
- Siden da har fartøjet været brugt til udstillinger og deltagelse i regattaer rundt i verden.