23948sdkhjf

Kæmpe bore-rig til Esbjerg

Semco Maritime sikrer ordre på 200 mio. kr. på renovering af semi sub-riggen John Shaw.
De næste måneder skal Semco Maritime renovere rig’en John Shaw for omkring 200 mio. kr. Arbejdet involverer 400 mand i døgndrift og går i gang, når borerig’en i dag mandag ankommer til Esbjerg.

Den er 85 meter lang, 64 meter bred og 110 meter høj, og for at kunne holde de mange tusinde tons stål sikkert til kaj, har Semco Maritime hamret ekstra stærke fortøjningspullerter 18 meter ned i kajen.

Dimensionerne er på alle måder ud over det sædvanlige, når borerig’en John Shaw fra på mandag og de kommende godt to måneder bliver en meget dominerende del af Esbjergs skyline. I modsætning til de noget mindre jackup-rigs, som jævnligt lægger vejen forbi Esbjerg havn, er John Shaw en stor semi-sub, designet til at operere på større vanddybder. Det oplyser Senior Vice President, Hans Peter Jørgensen, Semco Maritime.

”Vi mærker i disse år en stigende efterspørgsel på modernisering og opgradering af ældre rigs, som vi har specialiseret os i. Alene John Shaw har en ordreværdi på omkring 200 mio. kr. Så det er en af de større enkeltordrer for Semco Maritime, og den største type rig, som vi overhovedet har mulighed for at tage ind i Esbjerg”, siger Hans Peter Jørgensen.

Han er chef for Semco Maritimes Rig Projects division, der også råder over faciliteter i Norge og Skotland, hvor de allerstørste rigs kan sejles ind, og hvor ordrestørrelserne kan overstige 500 mio. kr. Ankomsten af John Shaw til Esbjerg er endnu en milepæl i Semco Maritimes strategiplan ”First Choice 2015”, der skal sikre Rig Projects divisionen et stærkt fodfæste i Nordsøen.

”Vi er kendt for at kunne levere hurtigt og i en høj kvalitet, og det er de vigtige parametre i den her branche, hvor hver dag i havn kan koste operatøren op til flere millioner kr. dagligt. En offshore-rig tjener kun penge på havet, så det handler om at få den ud hurtigst muligt uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller sikkerhed,” forklarer Hans Peter Jørgensen.

Gennem de seneste uger har Semco Maritime forberedt modtagelsen af ”John Shaw” ved bl.a. at opføre et adgangstårn på kajen og præfabrikere moduler og andet udstyr, der skal monteres ombord på rig’en. Dermed kan arbejdet kan gå i gang i det sekund, John Shaw lægger til kaj og landgangen er sat.

Af hensyn til de store udgifter, som en forsinkelse medfører for rig-operatøren, er det nødvendigt at arbejde i døgndrift, indtil rig’en leveres tilbage til operatøren, Transocean, om 70-80 dage.

Det kræver omfattende og meget præcis planlægning af de enkelte jobs og den rækkefølge, som arbejdet udføres i. Afhængig af, hvad serviceeftersynet afslører af påkrævede ændringer, er det under hele projektet desuden nødvendigt at justere planen og antallet af medarbejdere ombord dagligt.

Arbejdet omfatter gennemgang og udskiftning af alle bærende stålkonstruktioner, modernisering af beboelses-, mandskabs- og opholdssum med bl.a. nye badeværelser, ændringer og sikkerhedsopgradering af redningsudstyr og gennemgang og udskiftning af alle rør og elektriske installationer.

Et dykkerhold skal inspicere og renovere de undersøiske dele af rig’en. Og endelig skal selve boreudstyret serviceres, renoveres og genmonteres. Parallelt med de forskellige jobs gennemgår rig’ens stålkonstruktion en meget omfattende overfladebehandling og maling.

Arbejdet med John Shaw involverer cirka 400 mand. Semco Maritime har selv ca. 300 ansatte ombord, og derudover anslår Hans Peter Jørgensen, at rig’en skaber beskæftigelse for omkring 100 medarbejdere hos underleverandører.

Kilde: Semco Maritime

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078