23948sdkhjf

Aalborg Havn skal have flere professionelle bestyrelsesmedlemmer

Aalborg Havn skal gøres yderligere konkurrencedygtig med flere professionelle i bestyrelse.
Den netop udpegede bestyrelse for Aalborg Havn A/S sender et klart signal om, Aalborg Havn skal gøres yderligere konkurrencedygtig på det kommercielle marked, og at Aalborg Kommune som ejer af 98 pct. af aktierne i højere grad ønsker at inddrage professionelle rådgivere i udviklingen. Det kommer til udtryk ved, at bestyrelsen med borgmester Thomas Kastrup-Larsen som formand har besluttet, at der gennem ekstern rekruttering skal findes seks bestyrelsesmedlemmer til tre af Aalborg Havns datterselskaber.

Den ny bestyrelse for Aalborg Havn – udpeget af byrådet – rummer fire ny navne, og antallet af kvindelige medlemmer er vokset fra et til fire. De ny er borgmester Thomas Kastrup-Larsen (A) som formand, byrådsmedlem Helle Frederiksen (A) som næstformand, byrådsmedlem Kirsten Algren (O) og fhv. byrådsmedlem Jane Østergaard. Genvalgte er byrådsmedlem Mariann Nørgaard (V), bankdirektør Erik B. Hansen som repræsentant for erhvervslivet samt den hidtidige bestyrelsesformand og borgmester Henning G. Jensen.

"Aalborg Havn skal fortsat skabe vækst, indtjening og arbejdspladser og være aktiv i forretningsudviklingen af de virksomheder, der etablerer sig på havnens arealer. Samtidig skal havnen udbygge sin rolle som drivkraft i integrationen med Aalborg Universitet og de offentlige institutioner. Det er store udfordringer i et konkurrencepræget marked, og desto flere professionelle, der trækker på samme hammel, desto stærkere bliver Aalborg Havn som dynamo for ikke blot Aalborg, men hele Nordjylland," siger bestyrelsesformand Thomas Kastrup-Larsen.

"Det er til de udfordringer, havnens bestyrelse nu ønsker at rekruttere eksterne bestyrelsesmedlemmer, som i kraft af deres kompetencer, netværk og tilknytning til erhvervslivet kan tilføre handlekraft. Om vi også på sigt skal have flere, tilsvarende medlemmer af bestyrelsen for moderselskabet, Aalborg Havn, kan vi tage stilling til om fire år," uddyber Thomas Kastrup-Larsen.

I løbet af foråret forventes udpeget to professionelle bestyrelsesmedlemmer i Aalborg Havn Logistik A/S, hvor Henning G. Jensen fortsætter som formand, og hvor byrådsmedlem John G. Nielsen (V) er nyvalgt. Selskabet er et resultat af den ny koncernstruktur, som blev indført i 2013, og er havnens managementselskab – og arbejdsgiver for alle havnens ansatte.

NTC Ejendom A/S med Helle Frederiksen som formand og Grønlandshavnens Ejendomme A/S med Henning G. Jensen som fortsættende formand får nu også begge to eksterne medlemmer i bestyrelsen.

Den ny bestyrelse for Aalborg Havn har på sit første møde besluttet at ændre honorarstrukturen for bestyrelsesarbejde. Formandsposter, der hidtil har været honoreret med 120.000, indbringer nu det halve, og menige, udpegede bestyrelsesmedlemmer får 30.000 kr.

"På Aalborg Havns kan vi kun være tilfredse med den ny bestyrelses klare signaler om, at havnen skal være en kommerciel forretning med vilkår for vækst. Bestyrelsens ønske om eksterne, professionelle bestyrelsesmedlemmer falder i tråd med vort ønske om det tættest mulige samspil mellem havn, erhvervsliv og forskning," siger adm. direktør Claus Holstein, Aalborg Havn.

Aalborg Havn investerede i 2013 100 mio. kr. i infrastruktur og teknologi, og frem til 2016 forventes investeret ca. 500 mio. kr.. I 2013 afsatte Aalborg Kommune 38 mio. kr. til den hårdt tiltrængte udbygning af den primære vejforbindelse til havnen, Tranholmvej. Der ventes fortsat svar fra staten om et tilsvarende beløb til udbygningen.

Kilde: Alborg Havn

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078