Danmarks Rederiforening roser ambassadereform
Udenrigsministeriet har fundet en god balance med reform af udenrigstjenesten, hvor fokus er på at styrke dansk repræsentation i vækstområder som Nigeria og Colombia, mener Danmarks Rederiforening.
Danmarks Rederiforening, der repræsenterer Danmarks største eksporterhverv, glæder sig over åbningen af ambassader i Nigeria, Colombia, Filippinerne og Burma, som kan gavne skibsfartens muligheder for at skabe vækst.
”Når det nu er nødvendigt at prioritere den danske indsats ude i verden, så mener vi, at det er en fornuftig prioritering. Det har længe været et ønske for os med en dansk repræsentation i blandt andet Vestafrika og i andre områder, hvor den økonomiske vækst spirer. Danske rederier er i høj grad til stede i de lande, hvor vi nu åbner ambassader, og det er en stor fordel fremover at have det officielle Danmark til stede til at støtte eksisterede aktivitet og forretningsudvikling og håndtere eventuelle problemer,” siger adm. direktør i Danmarks Rederiforening, Anne H. Steffensen ifølge rederiforeningens hjemmeside.
Vestafrika er i særlig grad et interessant marked for danske rederier. Danske rederier har ca. 7 pct. af deres aktivitet i Afrika, svarende til ca. 14 mia. kr. årligt. De største indtægter kommer fra Nigeria og Angola i Guinea-bugten. Begge lande, der oplever betydelig vækst, er store råvareeksportører, bl.a. af olie og gas, og importerer til gengæld størsteparten af deres forbrugsvarer, hvilket giver stor efterspørgsel efter containertransport.
”Den nye ambassade i Nigeria styrker relationerne mellem Nigeria og Danmark, hvilket kan understøtte danske rederier og andre danske virksomheders aktiviteter i Vestafrika og gøre det lettere at udvide aktiviteterne. Samtidig er det afgørende for os, at vi har dansk støtte og en tæt dialog med lokale myndigheder i akutte situationer, eksempelvis i forbindelse med pirateri, som er en stor udfordring i Vestafrika,” siger Anne H. Steffensen.
Kilde: Danmarks Rederiforening