23948sdkhjf

Hanstholm Havn inviterer byrådet til dialogmøde

Havnedirektør vil opdatere lokale politikere om havnens udvidelsesplaner.
Der er akut behov for at mobilisere alle kræfter i en fælles indsats, der skal sikre fremdrift i udvidelsesplanerne for Hanstholm Havn.

Derfor har havnedirektør Birgitte Juhl inviteret Thisted Kommunes kommunalrådsmedlemmer til et dialogmøde i Hanstholm tirsdag den 28. januar. Her kan nye og genvalgte kommunalrådsmedlemmer blive opdateret på udvidelsesplanerne, og parterne kan få en dialog om, hvordan indsatsen kan styrkes.

Den ambitiøse udviklingsplan for Hanstholm Havn løb ind i praktiske problemer, da ledelsen i slutningen af 2013 måtte aflyse den igangværende udbudsrunde.

Udfordringerne betyder, at der er opstået et betydeligt behov for at kommunikere faktuelt om den aktuelle situation samt ikke mindst om de igangværende initiativer og next step for realiseringen af udvidelsesplanerne.

Derfor har havnedirektør Birgitte Juhl indbudt medlemmerne af Thisted Kommunes kommunalråd til et dialogmøde om udvidelsesprojektet. På dialogmødet vil havnedirektøren gennemgå strategien og visionerne for havneudvidelsen, og efterfølgende er der mulighed for at diskutere strategien for 2014.

”Den aktuelle situation understreger vigtigheden af, at vi sætter alle sejl til for at sikre fremdrift i projektet. Mere end 3200 borgere har allerede taget affære og samlet sig i en gruppe på Facebook, hvor de klart og tydeligt viser deres opbakning til udvidelsesplanerne,” siger havnedirektør Birgitte Juhl og fortsætter:

”Projektet afhænger 100 procent af helhjertet lokal opbakning, og vi har brug for at sætte alle kræfter i spil for at råbe Christiansborg op, så projektet kan realiseres.”

En udvidelse af Hanstholm Havn er helt nødvendig for at vende den negative udvikling med faldende befolkningstal og stigende arbejdsløshed i Thisted Kommune og det øvrige Thy. En større havn i Hanstholm er den saltvandsindsprøjtning, som området har brug for. En analyse fra 2012 viser således, at en udvidelse af Hanstholm Havn vil medvirke til at skabe 1000 nye jobs og øge Thisted og de omkringliggende kommuners skatteindtægter med 78 mio. kroner årligt.

Et vigtigt fremtidigt forretningsområde for virksomhederne på og omkring Hanstholm Havn er opgaver for offshore-sektoren, hvor opgavemængden vil blive enorm. De øvrige nordjyske havne er allerede godt i gang med at køre sig i stilling i forhold til de mange offshore-opgaver, og nye samarbejder, tager form på tværs af Vendsyssel. Hvis virksomhederne i Thy skal have del i forretningsområdet og mulighed for at udnytte synergierne, er der ingen tid at spilde.

Kilde: Hanstholm Havn

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084