23948sdkhjf

Skibsfarten som vækstmotor i EU

For at skibsfarten som branche kan være med til at skabe yderligere vækst i EU, kræver det, at EU vælger globale løsninger i stedet for lokale, og at man viser sig som en global spiller med flere frihandelsaftaler og bedre rammevilkår, lyder budskabet fra Danmarks Rederiforening i en ny rapport.
Den danske og europæiske skibsfart har kolossal betydning for handel, vækst og beskæftigelse i EU. Alene i Danmark er op mod 100.000 beskæftiget inden for Det Blå Danmark, mens 590.000 personer i Europa arbejder for skibsfarten. I Danmark leverer rederierne det største enkeltbidrag til den danske betalingsbalance – senest over 200 mia. kr. i 2013.

Det skriver Danmarks Rederiforening i nyligt udsendt pressemeddelelse.

Men skibsfartens mulighed for at skabe vækst i EU er dybt afhængig af, at EU indgår flere frihandelsaftaler, holder igen med regional særlovgivning, der skader den globale konkurrenceevne, og i endnu højere grad udnytter sin størrelse og internationale status til at løse globale udfordringer som pirateri og miljø- og klimaproblemer.

Sådan lyder hovedpointerne i rapporten ”From Stem to Stern: Danish Shipowners’ Recommendations to the EU”, som Danmarks Rederiforening netop har offentliggjort.

Rapporten giver offentligheden, herunder europæiske beslutningstagere, et konkret og billedligt overblik over de områder og udfordringer, hvor skibsfarten og EU er afhængige af hinanden. Det gælder emner som miljølovgivning, klimaforandringer, sejlads i arktiske farvande, CSR, forskning og pirateri.

Brug for et stærkt EU
Adm. direktør i Danmarks Rederiforening, Anne H. Steffensen, mener, at EU ved at arbejde mere konstruktiv og løsningsorienteret med de særlige udfordringer, skibsfarten har som global branche, kan spille en større og større rolle for en udvikling af den europæiske skibsfart til gavn for hele EU.

”Verdens bindes i høj grad sammen af europæiske rederier, som skaber vækst og udvikling globalt og sikrer en global samhandel, som kommer alle til gode. Alene dansk skibsfart tegner sig for 10 procent af verdenshandlen, og danske rederier går forrest internationalt, hvad angår kvalitet og ansvarlighed. Men vi har brug for et stærkt EU, som forstår vigtigheden af frihandel og effekten af EU-lovgivningen – og som i det hele taget forstår, at skibsfarten er en afgørende sektor for EU, i dag og i fremtiden,” siger hun.

En netop offentliggjort rapport fra Oxford Economics og den europæiske rederiforening, ECSA, viser, at den europæiske skibsfart er vokset med over 70 procent siden 2005, beskæftiger 590.000 mennesker og tegner sig for 40 procent af verdens samlede tonnage. Tre af verdens fem største søfartsnationer er fra EU; Grækenland, Tyskland og Danmark.

Konstruktivt EU-arbejde
Danmarks Rederiforening har været fast repræsenteret i Bruxelles i en årrække og arbejder tæt og konstruktivt sammen med EU-institutionerne. Den nye rapport fra Rederiforeningen er med til at give ansatte i EU-institutionerne overblik over og konkrete input til komplekse sager og beslutningsprocedurer i relation til skibsfarten – ikke mindst efter Europa-Parlamentsvalget i næste måned.

”Det er vigtigt for dansk skibsfart og dermed den danske økonomi, at vi har stærke aktive danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Vi vil bruge denne rapport i vores daglige arbejde med både politikere og institutioner i EU, og ved hjælp af facts og konkrete eksempler fra vores medlemmer vise den direkte indflydelse, EU-lovgivning har på rederiernes kommercielle operationer, både positivt og negativt,” siger Simon C. Bergulf, der er leder af Rederiforeningens kontor i Bruxelles.

Læs og download rapporten her. (åbner på ny side).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078