23948sdkhjf

Maskinmestrene tilbage i Esbjerg

Med valget af den tidligere maskinmesterskole som nyt domicil for den genopståede maskinmesteruddannelse styrker Fredericia Maskinmesterskole det tekniske campus-miljø omkring Niels Bohrs Vej i Esbjerg.
Fortid bliver nutid, når fremtidens maskinmestre rykker ind på Niels Bohrs Vej 3 i Esbjerg.

Otte år efter, at de sidste studerende fra den daværende Esbjerg Maskinmesterskole dimitterede i 2007, skal de tidligere lokaler igen danne fysisk ramme om Danmarks bredeste tekniske uddannelse.

Fredericia Maskinmesterskole har valgt at genetablere maskinmesteruddannelsen i Esbjerg Maskinmesterskoles tidligere lokaler, der ejes af ejendomsselskabet Villemoes Holding ApS.
Selv om de første studerende begynder på uddannelsen i Esbjerg allerede til august, flytter uddannelsen først ind i den tidligere skoles lokaler fra årsskiftet 2015. Lejeaftalen med Villemoes Holding ApS sikrer overtagelse af lokalerne i flere etaper og i takt med, at der bliver behov for at udvide.

”I første omgang har regeringen bevilget en kvote til 50 studerende, men vi har plads til at vokse,” siger rektor Torben Dahl fra Fredericia Maskinskole, der står bag udbuddet af uddannelsen.
 
Allerede i 2016 håber Torben Dahl, at det bliver aktuelt af inddrage endnu en af bygningerne til undervisningsfaciliteter.

”Når uddannelsen i løbet af de næste fire-fem år er oppe at køre i fuld skala forventer vi op mod 300 studerende i Esbjerg, og den vækst og volumen har vi taget højde for,” siger Torben Dahl.
 
Afdelingen i Esbjerg får navnet Fredericia Maskinmesterskole Esbjerg.

For Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup (V), er genetableringen af maskinmesteruddannelsen et længe næret ønske, der nu går i opfyldelse.
”Det er et ønske, vi har haft i 10 år – faktisk lige fra den dag tilbage i 2004, da den daværende regering besluttede at lukke Esbjerg Maskinmesterskole.

Maskinmestre har gennem en årrække været stærkt efterspurgte i regionen – specielt inden for offshore-sektoren, men også af andre brancher med mangel på teknisk kvalificeret arbejdskraft,” siger Johnny Søtrup.

Med offshore-sektorens nuværende og fremtidige vækstkurve forventer Johnny Søtrup blot endnu større efterspørgsel på maskinmestre fremadrettet.
”Der er så meget fart på udviklingen lige nu i sektoren, at vi må forvente et endnu større behov for maskinmestre de kommende år. Derfor betyder det meget, at virksomhederne også kan rekruttere fra en uddannelse i området. At få maskinmesteruddannelsen tilbage til Esbjerg kunne næsten ikke være en bedre nyhed for kommunen,” siger Johnny Søtrup.   

Bofællesskab med Semco Maritime
I 2015 skal de studerende på maskinmesteruddannelsen dele en række faciliteter på adressen med Semco Maritime, der dog i takt med opførelsen af koncernens nye domicil i Esbjerg løbende vil fraflytte bygningerne.

”I et bofællesskab med Semco Maritime får vi et meget spændende og erhvervsrettet studiemiljø, når fremtidens maskinmestre deler bygninger med en afdeling af Esbjergs største offshore-virksomhed. Semco Maritime er samtidig en af de virksomheder, der kan blive den fremtidige arbejdsplads for en lang række af de studerende,” siger Torben Dahl.

Udover de tætte relationer til erhvervslivet glæder Torben Dahl siger over, at maskinmesteruddannelsen kan være med til at styrke det tekniske campus-miljø for videregående uddannelser omkring Niels Bohrs Vej.

”Vi har valgt en løsning med selvstændig adresse og egen profil, fordi vi gerne vil bibeholde den genkendelighed, der har været omkring maskinmesteruddannelsen i Esbjerg gennem mange år. Med placeringen får vi samtidig mulighed for at samarbejde bredt med de nærliggende uddannelsesinstitutioner som Erhvervsakademi Sydvest, EUC Vest og Aalborg Universitet Esbjerg. I det hele taget er det vores vision i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner og virksomheder at skabe et unikt videns miljø omkring teknologi, energi, de maritime fag og offshore aktiviteter,” siger Torben Dahl.

Samarbejdsaftaler på plads
Fredericia Maskinmesterskole har allerede indgået aftaler med to tekniske uddannelsesinstitutioner i Esbjerg. Den ene er EUC Vest (Teknisk Skole Esbjerg), der skal lægge lokaler til den praktiske del af det obligatoriske værkstedsskoleforløb på maskinmesteruddannelsen. Værkstedsskolen er for studerende med en gymnasial uddannelse og uden en erhvervsuddannelse. Forløbet varer ni måneder efterfulgt af ni måneders praktik i en virksomhed.
 
På samme måde har Fredericia Maskinmesterskole indgået en aftale med Aalborg Universitet Esbjerg om afviklingen af adgangskurset på et halvt år i universitetets lokaler. Adgangskurset er obligatorisk for studerende med en håndværksmæssig baggrund og uden en gymnasial uddannelse.

Mens de studerende til sommer tager hul på uddannelsen på de to uddannelsesinstitutioner i nabolaget til Fredericia Maskinmesterskoles nye Esbjerg-afdeling, vil lokalerne på Niels Bohrs Vej 3 de kommende måneder gennemgå en omfattende renovering, så faciliteterne er klar 1. januar 2015.
 
Maskinmesteruddannelsen er Danmarks bredeste tekniske uddannelse, og maskinmestre er stærkt efterspurgt på arbejdsmarkedet blandt andet i kraft af deres praktiske erfaring fra en erhvervsuddannelse eller gennem halvandet års kombination af værkstedskole og praktik i en virksomhed. Uddannelsen rummer blandt andet kompetencer inden for det el-tekniske område svarende til et niveau som en el-autorisation. Samtidig opfylder de maritime kompetencer de internationale krav i STCW-konventionen, som uddannelsen er bygget op om. Konventionen sikrer blandt andet de høje sikkerhedskrav, der stilles til søfarende.

”Mange virksomheder inden for offshore branchen efterlyser netop medarbejdere med martime kompetencer, hvilket ikke er en del af de eksisterende uddannelser i Esbjerg. De martime kompetencer bruges for eksempel i forbindelse med sejlads til og fra produktionsområderne i Nordsøen samt ved drift af borerigge og boreskibe. Derudover er de maritime kompetencer efterspurgte i forbindelse med etablering og drift af offshore vindmølleparker, så på den måde håber vi at kunne opfylde et længe næret ønske fra de mange virksomheder i Esbjerg, der er centrum for Offshore aktiviteter,” siger Torben Dahl.

Kvaliteten er sikret
Med en dublering af uddannelsen fra afdelingen i Fredericia kan Fredericia Maskinmesterskole imødekomme især de krav til kvalitet i uddannelsen, som en bred vifte af virksomheder indenfor industri, offshore, rådgivning, service og det offentlige tidligere har prioriteret som det vigtigste.

”Med et godt studiemiljø og et tværgående samarbejde kan vi uddanne fremtidens maskinmestre til det arbejdsmarked, der har efterlyst manglen på teknisk kvalificeret arbejdskraft – en mangel, der ofte begrundes som den direkte årsag til, at væksten i offshore virksomhederne ikke er så stort som ønsket,” siger Torben Dahl.

Han er overbevist om, at der ved at give flere unge muligheden for at begynde på maskinmesteruddannelsen i Esbjerg samlet set kan uddannes flere maskinmestre i Syddanmark. 
 
”På den måde imødekommer vi et stort behov for teknikere specielt indenfor offshore branchen og sikrer fortsat vækst i Danmark,” siger Torben Dahl.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078