23948sdkhjf

Udstillere og gæster tilfredse med maritim messe

MESSE: Danish Maritime Forums lillesøster får fin modtagelse fra deltagere på messen i Bellacentret. Arrangørerne bag Danish Maritime Fair er tilfredse med antallet og typen af folkene, som kommer ind ad døren.
Med grillpølser ved indgangen og venlige piger bag svingdøren var kontrasten til den mere officielle og lukkede del af Danish Maritime Days til at få øje på ved den maritime messe Danish Maritime Fair i Bellacentret, København.

Det operationelle og tekniske er i fokus på den maritime messe, som havde 4615 forhåndstilmeldte deltagere, og for arrangørerne bag var der tilfredshed med antallet af tilmeldte og ikke mindst typen af deltagere.

”For os handler det om to ting: Hvor mange kommer der ind ad døren, og hvem er det, der kommer ind. Af de forhåndstilmeldte er 20 procent disponenter, som kan indgå aftaler for virksomheder, og det er et meget højt tal,” siger Martin Uhlenfeldt, medarrangør og presseansvarlig for Danish Maritime Fair.

Udbredt tilfredshed

Af de deltagere Søfart talte med, var der også udbredt tilfredshed med messen og ikke mindst, at der nu endelig var en mulighed for at mødes med branchebekendte og konkurrenter på hjemmebane i Danmark frem for i Hamborg eller Oslo eller andre steder i verden.

”Det har manglet rigtig meget, for med de mange redere og operatører, vi har i Danmark, har den alternative messe, Danfish i Aalborg, ikke dækket det behov, vi har haft," siger Mikkel Elsborg, vice president i det danske selskab PJ Diesel Engineering.

Hans positive vurdering deles af Thome Ship Managements leder i Danmark, Stig Holm.
 
”Denne messe er anderledes end mange andre messer og konferencer, for der er ikke kun leverandører, men også redere, forsikringsselskaber og andre, hvilket giver en anden dynamik, og det er godt,” siger Stig Holm.

Ifølge medarrangør Martin Uhlenfeldt bliver messen en tilbagevendende begivenhed, da den vil fortsætte sideløbende med Danish Maritime Days over en indtil videre planlagt treårig periode.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.237