Dubai udnævner Monjasa til beredskabspartner
BEREDSKAB: Monjasa er udnævnt til ny Oil Spill Responder i Dubai Waters, meddeler Dubai Maritime City Authority. Dermed er Monjasa officielt beredskabspartner ved olieudslip i Dubai.
Med udnævnelsen som officiel Oil Spill Responder(OSR) i Dubai er Monjasa forpligtet til at holde en bunkertanker stand-by døgnet rundt til øjeblikkelig indsats mod store offshore-udslip. Herudover er man også parat til at bekæmpe eventuelle olieforurening i Dubais havn og større udslip i andre dele af Emiraterne. Til stor glæde for kunden.
”Vi er glade for at underskrive en aftale med en førende international virksomhed som Monjasa og hermed fremme en effektiv og hurtig reaktion ved mulige olieudslip i Dubai Waters,” lyder det fra direktør for Dubai Maritime City Authority, Amer Ali, i en pressemeddelelse.
Også hos Monjasa ser man frem til at arbejde sammen med Dubai Maritime Authority i det nye partnerskab, og kalder i samme pressemeddelelse samarbejdet for et privilegium. Man er fra Monjasa overbevist om, at man kan løse opgaven.
”Set med vores øjne, er kombinationen af bunker tankers og beredskabsplaner for olieudslip oplagt, da vores skibe altid er inden for rækkevidde og klar til at rykke ud. Samtidig passer det godt sammen med vores i forvejen store fokus på HSEQ,” lyder det fra adm. Direktør for Monjasa i Mellemøsten & Afrika, Mikkel Jacobsen.
Kilde: Monjasa
Læs også: