Nye standarder for handicappede passagerer
LOVGIVNING: To nye standarder for rederierne skal hjælpe med at indrette færgeterminaler og passagerskibe, så også passagerer med handicap kan få en ligeværdig rejse.
Danmarks Rederiforening og Bilfærgernes Rederiforening har taget initiativ til to standarder.
Selvom man sidder i kørestol, har man på lige fod med andre ret til at komme med offentlig transport. Det står bl.a. formuleret i EU’s passagerrettigheder.
”Vi ser et behov for at få fokus på indretningen af nye terminaler og færger, når det gælder tilgængelighed for passagerer med handicap. Dels for at leve op til passagerrettighederne. Men også fordi det er vigtigt for rederierne, at passagerer med handicap på lige fod med andre oplever kvalitet og ligeværdighed, når de skal ud at sejle,” siger Morten Glamsø, chefkonsulent i Danmarks Rederiforening.
”Hidtil har der ikke været et sted, hvor rederierne kunne forholde sig samlet til lovgivningen, vejledninger og de gode råd, der er på tilgængeligheds-området. Det har de nu,” siger han.
Rederiernes standarder er udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet, der bl.a. forsker i tilgængelighed inden for byggeri og transport.
”Rederiernes to nye standarder består af tjeklister, der omsætter de krav og vejledninger, der findes på tilgængelighedsområdet, til konkrete, målbare tiltag. Hvis man følger dem, kan rederierne og deres rådgivere sikre sig, at de kommer rundt om alle de væsentlige aspekter af tilgængelighed, fra man som passager ankommer til færgeterminalen, til man er om bord på skibet. Både så rederierne lever op til EU Forordningens passagerrettigheder, Bygningsreglementet og Søfartsstyrelsens krav om tilgængelighed for personer med handicap,” fortæller skibsingeniør og tilgængelighedskonsulent Annette Bredmose fra Sta-tens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet.
Det er vigtigt at arbejde tilgængeligheden ind allerede i designfasen, understreger Morten Glamsø.
”Færger sejler i mange år, og det er svært og dyrt – nogle gange umuligt – at modificere skibe, når de først er bygget. Fx vil det være umuligt at installere nye elevatorskakte. Det skib, der bliver bygget, er også dét, der bliver skrottet. Derfor vil vi gerne bygge så gode skibe som muligt,” siger han.
Det er en fordel for både rederiet og passageren med et handicap, hvis tilgængeligheden er indarbejdet i indretningen, når terminalen eller skibet bygges.
”Hvis man har et handicap og skal rejse med færge, er det ofte sådan, at man må ringe til rederiet 48 timer før afrejse, så personalet kan træde til og hjælpe, når man skal om bord. Hvis alle passagerer får bedre mulighed for at klare sig selv, kan rederierne bruge færre ressourcer på assistance, og passageren med et handicap opnår større grad af ligeværdighed,” siger Annette Bredmose.
Rederiernes standarder for tilgængelighed er finansieret med støtte fra Den Danske Maritime Fond. Standarderne har været i høring hos Danske Handicaporganisationer, Søfartsstyrelsen og rederierne.
Standarderne er gratis tilgængelige på sbi.dk/tilgaengelighed.
Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut og Danmarks Rederiforening