23948sdkhjf

MARCOD skal fortsat udvikle det maritime Nordjylland i 2015

KLYNGER: MARCOD er sikret finansiering i 2015 og kan samtidig glæde sig over en ny certificering.
Det maritime erhvervsliv, flere nordjyske kommuner og havne, Den Danske Maritime Fond og Vækstforum Nordjylland støtter økonomisk op om en videreførelse af centret i 2015 som lokomotiv for vækst i det maritime Nordjylland.  

”Det er vi naturligvis rigtigt glade for, da det betyder, at vi kan fortsætte vores arbejde med at understøtte udviklingen i de nordjyske små og mellemstore maritime virksomheder. Ligesom vi kan fortsætte faciliteringen og udviklingen af de maritime netværk i flere af de nordjyske havne for de områder, som er vigtige for virksomhedernes vækst," siger Christine Lunde, direktør i MARCOD (Maritimt Center for Optimering og Drift).

Netop MARCODs evne til at drive netværk er for nylig blevet anerkendt af organisationen European Secretariat for Cluster Analysis (ESCA), hvor MARCOD har opnået bronze certificering som europæisk klyngeorganisation. Certificeringen er sket med udgangspunkt i 31 benchmarking parametre inden for blandt andet organisation, strategi, økonomi, medlemmer, ydelser, resultater og anerkendelse og er således et internationalt kvalitetsstempel for professionel netværks- og klyngeledelse. Certificeringen er et led i EUs plan om at skabe fælles standarder for klyngeledelse, som er accepterede og anerkendte.

Certificeringen letter endvidere adgangen til samarbejde med andre maritime klynger og giver bedre adgang til finansiering af fortsatte aktiviteter.

Flotte resultater på kort tid
MARCOD er på kort tid allerede blevet en uundværlig del af vækstudviklingen på det maritime område - i særdeleshed i Nordjylland. En midtvejsevaluering fra COWI i 2013 viste, at virksomhederne i gennemsnit forventer en stigning i omsætningen på 15 pct., og at de kan ansætte tre personer ekstra på baggrund af deres samarbejde med MARCOD.

”Nordjylland har historisk stærke kompetencer og et teknologisk forspring, som skal til for at skabe øget vækst inden for skibsbygning, maritimt udstyr og service samt grøn miljøteknologi til skibsfart. Det skal vi forstå at udnytte fuldt ud og derfor støtter Vækstforum fortsat op om MARCOD, for at udnytte potentialet i det maritime erhverv i Nordjylland. MARCOD er en central maritim aktør i Region Nordjyllands vækstpartnerskabsaftale med regeringen," udtaler Ulla Astman, regionsrådsformand og formand for Vækstforum Nordjylland.

Og hun suppleres af MARCODs bestyrelsesformand Poul Knudsgaard:

”MARCOD vil i 2015 fokusere på at samle den maritime klynge i Nordjylland med henblik på at styrke relationerne tværregionalt, opnå større innovation og forretningsmæssige synergier, koordinere aktiviteter og viden samt  styrke samarbejdet mellem erhvervet og uddannelsesinstitutionerne. Vi vil ligeledes arbejde på en forretningsmodel, der i højere grad sikrer brugerfinansiering fra 2016 og frem”.

Det blå Danmark udgør en væsentlig del af den danske økonomi og beskæftigelse og er et prioriteret vækstområde jævnfør regeringens blå vækstplan. Det maritime er et regionalt styrkeområde i Nordjylland, som udgør 10 pct. af Det Blå Danmark, med over 200 virksomheder, 12.000 ansatte og stigende beskæftigelse og udstyrsproduktion.
 
Kilde: MARCOD
 
Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172