23948sdkhjf

Dansk initiativ vil fjerne kinesisk stopklods

PROTEKTIONISME: Danske Maritime skal sammen med den europæiske maritime brancheorganisation SEA Europe mødes med det kinesiske klassifikationsselskab CCS for at høre, hvorfor de behandler udenlandske maritime leverandører ringere end lokale leverandører.
Når Danske Maritimes direktør Jenny N. Braat i denne uge rejser rundt i Kina til møder, besøg og konferencer med asiatiske organisationer, myndigheder og værfter, er det for at fremme danske maritime leverandørvirksomheders eksportmuligheder på det kinesiske skibsbygningsmarked.

Jenny N. Braat skal blandt andet mødes med det kinesiske klassifikationsselskab CCS (China Classification Society).

Formålet er at drøfte de administrative barrierer, som udenlandske producenter møder, når de vil sælge moderne udstyr og produkter til skibe, der skal bygges på kinesiske værfter. Ikke mindst, når Kina, tæt fulgt af Korea, er verdens største værftsnation.

Fat i nældens rod
Flere danske maritime leverandørvirksomheder har på det seneste oplevet kinesisk protektionisme, og de har måttet trække intenst på det lokale danske diplomati for at få afsat produkterne.

Protektionismen har vist sig ved en praksis om, at et nyt kinesisk skib kun vil blive godkendt, hvis det er opbygget med produkter, som det kinesiske klassifikationsselskab i forvejen kender og har erfaring med at godkende. Og de kender – og anerkender – som hovedregel kun produkter, der er fremstillet i Kina.

”Vi må have fat ved nældens rod, og derfor tager vi en dialog direkte med det kinesiske klassifikationsselskab, der i praksis bestemmer, hvilke produkter, der kan godkendes til brug på kinesiske nybygninger af skibe,” siger Jenny N. Braat.

Hun er i ugens løb også på besøg på et kinesisk værft for også her at undersøge og forstå de regler, praksis og kultur, der hersker, når kinesiske værfter og rederier køber ind.

Overkapacitet på verdens værfter
Værfter er også på dagsordenen på den årlige Tripartite-konference mellem Europa, Japan, Korea og Kina, der finder sted i Shanghai i ugens løb.
De i alt 70 deltagere repræsenterer industrien, redere og myndigheder fra de fire lande og regioner, og Danske Maritime deltager som en del af den europæiske delegation. Et af temaerne for drøftelserne er overkapacitet på det globale skibsbygningsmarked.

”Verdens skibsværfter ligger øde hen i op mod 40-45 procent af tiden. Det er dårlig udnyttelse af kapacitet, derfor skal vi tale om årsager, perspektiver, og hvad vi kan gøre ved det,” forklarer Jenny N. Braat.

Tripartite-konferencens andet tema er de emner, som bliver behandlet i IMO (den internationale maritime organisation). Her er der fokus på Big Data, lettelse af administrative byrder, sikkerhed i skibsskrog, ballastvand, energieffektivitet, svovludledning og brændstoffer.

Jenny N. Braat deltager i ugens løb også i EU/Kina-skibsbygningsdialogen, der holder sit årlige møde i Shanghai. Foruden at drøfte forskellige nye politikinitiativer i EU og Kina for at fremme og udvikle skibsbygningsindustrien er mulige handelsbarrierer og forvridende statsstøtte i Kina også på dagsordenen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078