OW Bunker indgiver konkursbegæring og politianmeldelse
BUNKER: Dagen efter de første meldinger om milliardsvindel med oliehandler i OW Bunker indgiver ledelsen nu en konkursbegæring og politianmelder to medarbejdere.
Fredag aften har ledelsen i et af verdens største bunkerselskaber udsendt en pressemeddelelse om konkursbegæring efter hvad ledelsen betegner som svindel fra ledende medarbejdere i OW Bunkers Singapore selskab Dynamic Oil Trading.
Helt præcist skriver OW Bunker:
"I forlængelse af OW Bunker's selskabsmeddelelse den 6. november 2014 (selskabsmeddelelse 26/2014) vedrørende rekonstruktion i datterselskaberne O.W. Bunker & Trading A/S og O.W. Supply & Trading A/S ved skifteretten i Aalborg, er det med dybeste beklagelse at bestyrelsen og direktionen må meddele at det ikke har været muligt at finde en holdbar løsning. Som konsekvens heraf indgives konkursbegæring for OW Bunker A/S, O.W. Bunker & Trading A/S og O.W. Supply & Trading A/S.
På baggrund at resultatet af den gennemførte interne undersøgelse er det besluttet at bortvise og foretage politianmeldelse af to ledende medarbejdere i datterselskabet Dynamic Oil Trading (DOT) i Singapore for overtrædelse af straffelovens §299.
Ikke muligt at redde selskabet
"Siden kreditfaciliteten blev lukket ned onsdag er den underliggende forretning eroderet betydeligt. Bankerne har sikkerhed i alle tilgodehavender og som følge deraf, og uden tilsagn om ny, betydelig kreditfacilitet i den umiddelbare fremtid, er det ikke muligt at redde den resterende del af forretningen. Det står nu klart at sådanne faciliteter ikke vil blive gjort tilgængelige," siger bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen og fortsætter.
"Et salg af virksomheden som going concern er heller ikke en realistisk mulighed. Vi har derfor ingen anden mulighed end at indgive en konkursbegæring. På vegne af hele bestyrelsen og direktionen skal vi dybt beklage dette resultat og de konsekvenser det har for selskabet, medarbejderne, aktionærerne og forretningspartnere," siger bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen.
Konkursbegæringen vil hurtigst muligt blive indgivet til skifteretten i Aalborg.
Udmeldingen fra OW Bunker komme samme aften som advokaten for de to nu politianmeldte medarbejdere bedyrer, at de ikke har begået ulovligheder. Ikke desto mindre er værdierne i det nyligt børsnoterede selskab nu officielt forduftet og blevet til et tab for alverdens nye aktionærer.