Nu begynder udgravningen til Nicaragua-kanalen
KONKURRENCE: Panamakanalen vil snart ikke længere være eneste mulighed for at undgå turen rundt om Sydamerika. Arbejdet på Nicaragua-kanalen starter senere på måneden.
Den 22. december begynder The Hong Kong Nicaragua Development Investment Company (HKLND) officielt på at grave ud til en ny kanal gennem Nicaragua. Det forventes, at kanalen vil være færdigbygget allerede i 2020, hvorefter man vil kunne konkurrere med Panamakanalen på skibstrafikken mellem Atlanterhavet og Stillehavet.
Kanalen bliver dybere og bredere end den nuværende Panamakanal. Den bliver mellem 230 og 520 meter bred, 27,6 meter dyb og hele 278 kilometer lang. Det er derfor heller ikke et billigt projekt. Det anslås, at prisen for kanalen vil ende på omkring 290 milliarder kroner.
Projektet har dog allerede før udgravningen mødt modstand. Miljøorganisationer mener, at kanalen vil skade naturen. Blandt andet fredede regnskove, som den vil gå igennem. Præsident for Nicaragua, Daniel Ortega, forsvarer sig dog med, at kanalen vil kunne løfte halvdelen af landets befolkning ud af fattigdom.
Læs også:
Video: Se konstruktion af den nye Panamakanal
Nicaragua-kanalen tættere på realisering
Panama tager Nicaraguakanalen seriøst