Rederiforeningen og Miljøministeriet kæmper sammen
MILJØ: Danmarks Rederiforening og miljøminister går sammen i en fælles indsats for skærpet kontrol med skibes brændstof. Det skal sikre en ren og konkurrencedygtig skibsfart også efter kommende lovstramninger.
Ved årsskiftet træder nye stramme regler til, der betyder, at skibenes svovludledning skal nedsættes med 90 pct. Det medfører ekstraomkostninger at leve op til disse regler, hvilket naturligvis kan friste svage sjæle til at lade være. Derfor er Rederiforeningen og Miljøministeriet sammen gået til kamp for skærpet kontrol.
I en pressemeddelelse forklares det således, at miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har opfordret sine kollegaer rundt om Østersøen og Nordsøen til at styrke deres overvågning. Samtidig arbejder Rederiforeningen med internationale rederiorganisationer på at finde fælles fodslag.
Fra dansk side vil Miljøministeriet udbyde kontrakter for overvågning af de skibe, der sejler gennem dansk farvand. Kontrollen vil både være fra større broer og fra luften. Men som det lyder, så nytter dansk enegang ikke det store, hvilket er årsagen til dette samarbejde, som man håber munder ud i et generelt krav fra EU om skærpet kontrol.
Læs også: