Norden forbereder sig på milliardtab
HENSÆTTELSE: Rederiet Norden oplyser, at selskabet sætter næsten 1,4 mia. kroner af til at dække tab på tørlastkontrakter.
Hensættelsen vedrører ifølge selskabsmeddelelsen indgåede timecharter-kontrakter fra perioden 2008-2011.
”Norden har på baggrund af en opdateret markedsanalyse konkluderet, at det ikke længere er sandsynligt, at visse timecharter-kontrakter på indbefragtet tonnage, der primært er indgået for tre-seks år siden, vil blive profitable,” skriver rederiet.
Ledelsen har foretaget hensættelsen, fordi den vurderer, at markedet ikke vil forbedre sig i samme grad som tidligere antaget.
Ingen hensættelser på egne skibe
Forventningen til tørlast er, at markedet på kort sigt vil ligge tættere på de nuværende forward-rater, mens Norden på langt sigt forventer et niveau svarende til de historiske gennemsnit.
Norden konkluderer på baggrund af lignende vurderinger af rederiets egne tørlastskibe og tanksegmentet, at der ikke er behov for hverken hensættelser eller nedskrivninger på de områder.
Hensættelsen fører til, at Norden nu forventer et driftsresultat for 2014 på mellem -230 dollars og -290 dollars.
Norden opererer 241 skibe ifølge delårsrapporten for 3. kvartal 2014.