23948sdkhjf

Virksomhedsopkøb styrker Wärtsilä til fremtiden

INTERNATIONAL: Maritime teknologiselskaber som SAM Electronics og Lyngsø Marine bliver en del af Wärtsilä-koncernen, der vil styrke sin position på automations- og offshore-området.
Den store finske Wärtsilä-koncern styrker nu sin position inden for automation samt diesel- og LNG-elektrisk drift af skibe. Det sker gennem opkøbet af L-3 Marine Systems International, et internationalt selskab noteret på New York-børsen med hovedkvarter i Hamborg.

Bag L3 MSI (L-3 Marine Systems International) gemmer der sig kendte og etablerede maritime produktbrands som SAM Electronics og Lyngsø Marine – foruden L-3 Valmarine, L-3 Dynamic Positioning & Control Systems, Jovyatlas Euroatlas, L-3 Elac Nautik, Funa og APSS.

Wärtsilä skal betale 285 mio. euro for L3 MSI, som i indeværende år forventes at generere en omsætning på 400 mio. euro. Selskabsopkøbet er betinget af myndighedsgodkendelse og forventes at være gennemført i løbet af andet kvartal 2015.

Det oplyser Wärtsilä i dag i en pressemeddelelse.

Styrker inden for energieffektivitet

”Ved at slå os sammen med L3 MSI skaber vi en stærk elektrisk- og automationsforretning, som er unik både i branchekompetencer og vidden af ekspertise," udtaler Jaakko Eskola, senior executive vice president & president for Ship Power i Wärtsilä-koncernen, og fortsætter:

"Denne aftale stemmer fuldstændig overens med vores vækststrategi om at blive den førende leverandør af innovative produkter og integrerede løsninger i marine- og olie & gas-sektoren. Det gør os i stand til at have et dedikeret fokus på begge markeder med en markedsledende portefølje, som indeholder løsninger fra begge virksomheder.”

Med købet af L3 MSI styrker Wärtsilä-koncernen, som er blandt de førende skibsmotorproducenter i verden, sin position i forhold til stigende krav fra redere og myndigheder om øget energieffektivitet på skibe. Noget, som oftest kræver en større fleksibilitet i skibenes drift og fremdrivning.

Derfor oplever markedet i øjeblikket en voksende interesse for elektrisk drift, enten i form af diesel- eller LNG-elektriske skibsmaskinerier, og formentligt snart også på hybride batteribaserede systemer. Alt sammen teknologier, der stiller store krav til skibenes automationssystemer.

Kan bedre efterleve offshore-krav

Den anden del af den nyerhvervede produktportefølje styrker Wärtsilä, som også leverer skibsdesign, på olie- og gas-offshoremarkedet. Her stiger kravene hele tiden til den tonnage, der skal eftersøge eller supportere i stadig mere krævende havområder og under stadig strammere sikkerhedsmarginer. 

Med adgangen til selskaberne i L3 MSI styrker Wärtsilä sig således også inden for elektronisk navigation, dynamisk positionsteknologi samt sonar- og undervandskommunikationsteknologi.

De enkelte selskaber i L3 MSI beskæftiger tilsammen mere end 1.700 medarbejdere på 38 forskellige lokaliteter i 14 forskellige lande.

Læs også:
 
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08