Ultragas henter ny CEO hos Maersk Drilling
PERSONALIA.: Tidligere CCO hos Maersk Drilling Martin Fruergaard tiltræder som ny CEO i rederiet Ultragas, hvor Anders H. Rasmussen forlader posten fra 1. januar.
Anders Rasmussen har virket hos Ultragas siden 2008, i hvilken periode han har ledt rederiet gennem turbulente tider med konsolidering under finanskrisen, organisatoriske ændringer og siden ekspansionsstrategi, der har gjort rederiet til ledende operatør inden for de foretrukne segmenter - mindre enheder og op til handysize.
Erfaren mand tager over
Afløseren, Martin Fruergaard, kommer til Ultragas med en lang karriere hos A.P. Møller - Mærsk bag sig. Senest som CCO hos Maersk Drilling, hvor han dog i foråret blev afløst af Ana Zambelli.
Før positionen hos Maersk Drilling har Martin Fruergaard arbejdet på forskellige arbejdsområder som LNG, bulkfarten og bilskibe. Samt ikke mindst inden for LPG-området, der er det, han nu skal beskæftige sig med igen. han har 26 år bag sig i APM-regi.
Martin Fruergaard tiltræder officielt hos Ultragas i løbet af november, når han vender tilbage fra sit øjeblikkelige ophold på Harvard Business School, hvor han er i færd med et Advanced Management-program. Han har foruden sin A.P. Møller - Mærsk-uddannelse også en MBA fra IMD i Lausanne bag sig.