23948sdkhjf

Maritimt dansk-koreansk maskinmester-samarbejde søsat

UDDANNELSE: I 2014 indgik maskinmesterskolerne i Aarhus og København en aftale med det førende maritime universitet i Korea. Nu tager maskinmestre på studietur.

Det hele startede sidste forår. Innovation Centre Denmark i Seoul, Sydkorea, formidlede samarbejdet mellem Aarhus Maskinmesterskole (AAMS), Maskinmesterskolen København (MSK) og den koreanske maritime uddannelsesinstitution Korea Maritime and Ocean University (KMOU) i Busan. Denne er Sydkoreas næststørste by med 3,6 mio. indbyggere. Torben Orla Nielsen, innovationsattaché ved innovationscentret, var en af dem, der fik ideen til det maritime samarbejde:

"Danmark har en lang tradition som søfartsnation – både som hjemmebase for en række rederier og som skibsbyggernation. Vi er fortsat en stor spiller på området, men den væsentligste del af nybyggeriet af større skibe sker uden for Danmark.

Rigtig mange af de danskejede skibe bliver bygget i Korea, der i dag er verdens største skibsbyggernation. Det var derfor oplagt for mig at se på, hvordan jeg som forskningsattache kunne bidrage til at binde Danmark og Korea tættere sammen på det maritime område, og uddannelsesområdet var et oplagt sted," fortæller Torben Orla Nielsen.

Innovation Centre Denmark er en del af den danske ambassade i Sydkorea og har til formål at udvikle innovations-, forsknings- og forretningssamarbejdet mellem de to lande. Og netop ideen om et maritimt samarbejde lå lige til højrebenet for de to maskinmesterskoler.


Et fordelagtigt samarbejde

"Sydkoreas høje prioritering af uddannelse, forskning og udvikling, dets position som en stor søfartsnation samt dets fokus på grøn energi, er blot et par af grundene til, at et partnerskab med os giver så god mening," forklarer rektor på AAMS, Anders Hanberg Sørensen.

"På AAMS er det vores vision at være førende i udviklingen af fremtidens internationale tekniske ledere.

Ved at tage et semester til udlandet for at studere eller tage i praktik i udlandet får vores studerende en chance for at få en forsmag på, hvordan det er at være i job på det globale arbejdsmarked. Samtidig bidrager de udenlandske studerende, der læser på AAMS, til det internationale miljø her på stedet."

Stort udbytte af udveksling

I øjeblikket studerer syv koreanere på AAMS og MSK, mens 10 danske unge mænd studerer på KMOU – en oplevelse, som de, ifølge 8. semester-studerende ved AAMS Christian Gram Johansen, har stort udbytte af:

"Da jeg overvejer en fremtidig karriere i udlandet, tænkte jeg, at et udvekslingsophold kunne give mig indsigt i, hvordan det ville være at bo i et andet land. Opholdet giver mig uden tvivl denne indsigt, plus et hav af oplevelser," forklarer Christian Gram Johansen.

"Jeg valgte Sydkorea netop på grund af landets overlegenhed inden for det maritime område, og jeg har allerede besøgt flere skibsværfter og virksomheder, f.eks. Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering Co., Ltd, hvor Mærsks Triple-E-skibe er bygget, og Hyundai Heavy Industries Co., Ltd., som er verdens største skibsværft.”


Kulturelle forskelle ingen hindring

De to første koreanere, der studerede et semester på AAMS, var også begejstrede for deres udvekslingsophold – faktisk var de så begejstrede, at de besluttede sig for at forlænge deres ophold i Danmark med et praktikophold hos DEIF i Skive, en global leverandør af styrings- og instrumenteringsløsninger.

"Den her oplevelse er helt klart iblandt de bedste i mit liv. Jeg savner selvfølgelig min familie og mine venner derhjemme, men efter at have været her et stykke tid føler jeg mig på en eller anden måde meget mere fri," opsummerer 24-årige Bosook Kang.

På AAMS fulgte hun sammen med andre internationale og danske studerende skolens engelske valgfag, Energy – Technology and Management, og her bemærkede hun især forskellene i undervisningsstil mellem de danske og koreanske undervisere:

"I Korea tiltaler vi vores underviser ved efternavn og med titel, og vi sætter ikke spørgsmålstegn ved det, han siger. Vi diskuterer ingenting med ham, men kopierer blot hans viden. Det er helt anderledes her i Danmark. Her er motivationen til læring en helt anden – den er bedre, mere ærlig," udtaler hun.

Dette er blot begyndelsen

Ifølge rektorerne for AAMS og MSK er dette blot begyndelsen på et samarbejde, der forhåbentlig vil blomstre i de kommende år. Forventningen er, at flere studerende vil følge trop og få øjnene op for muligheden for at tage til udlandet – heriblandt Sydkorea – og tilegne sig nye former for viden, erfaring og oplevelser.

En af de 10 danske studerende, der på nuværende tidspunkt er i Korea, planlægger at blive et semester mere for at tage sin bachelorpraktik i Korea.

På længere sigt er planen at udvide det dansk-koreanske samarbejde til også at inkludere udveksling af undervisere og etablering af udviklingsprojekter mellem de to landes skoler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078