23948sdkhjf

KOMMENTAR: Ophør af beskikkelsesordning for danske dispachører

JURA: Beskyttelse af dispachører er ophørt, og søloven må ændres. Dermed er der ikke længere garanti for uvildigheden af opmand ved havari, skriver Foreningen af Danske Dispachører i pressemeddelelse.
I de seneste 250 år har rederier og forsikringsselskaber trygt henvendt sig til de danske dispachører i sikker forvisning om, at en dansk dispachør var uvildig, og havde de nødvendige kvalifikationer, når et havari på skib og/eller last skulle opgøres. Det kunne de, fordi en dansk dispachør var beskikket, og dermed underlagt store krav til både uvildighed og uddannelse.

Politikerne har nu valgt at ophæve beskikkelsesordningen for dispachørerne, og trods ihærdige argumenter imod lovforslaget fra både Rederiforeningen og Forsikring & Pension, er stillingsbetegnelsen dispachør pr. 1. januar 2016 ikke længere beskyttet, og stillingen som dispachør ikke længere underlagt pligterne i dispachørlovgivningen om at være ”uforenelig med anden offentlig eller privat virksomhed”. Det skriver Foreningen af Danske Dispachører i pressemeddelelse.

Som en nødvendig følge må den danske sølov nu ændres, og de steder, hvor der hidtil har været henvist til en dispachør, henvises der nu i stedet til en ”opmand”. Der stilles ingen krav til en sådan opmand, og det står enhver frit at nedsætte sig som opmand.

Rederier, forsikringsselskaber og andre, der er involveret i et havari, har derfor ikke længere nogen garanti for, at en udpeget ”opmand” er uvildig, er uden tilknytning til en involveret part, eller at personen i øvrigt har de nødvendige kvalifikationer. 

Når rederier og forsikringsselskaber ikke har en garanti for uvildighed, bliver det svært for de involverede parter, som jo i sagens natur ofte har modsatrettede interesser, at blive enige om en opmand, de begge har tillid til. Resultatet kan blive, at man vælger ikke at udpege en uvildig person, og at eventuelle tvister efterfølgende må bringes til de omkostningstunge domstole for afgørelse.

Rederier må også fremover være opmærksomme på, at en forældelsesfrist ikke længere nødvendigvis afbrydes ved, at en sag sendes til en opmand, og i yderste konsekvens må der også her anlægges sag ved domstolene, for at et krav opretholdes.

For at imødegå enhver tvivl om uvildighed, kvalitet, omkostninger, uddannelse og andet, har de tre beskikkede danske dispachører Vibeke Kofoed, Niels Lehmann Christensen og Lars Voigt Larsen dannet Foreningen af Danske Dispachører. Denne forening skal sikre, at de danske dispachører fortsat står til rådighed for rederier, forsikringsselskaber og andre på præcis samme vilkår, som det har været tilfældet for alle de øvrige 21 dispachører siden 1763.

Kun personer, der er i besiddelse af den nødvendige uddannelse og har de nødvendige kvalifikationer for at kunne opretholde de krav, der stilles til en uvildig og velkvalificeret dispachør, kan optages i foreningen.

Rederier, forsikringsselskaber og andre, der fortsat måtte ønske kontakt med en uvildig dispachør, har derfor også i fremtiden en mulighed for at sikre sig, at den valgte dispachør er både uvildig og velkvalificeret, og samtidig medvirke til at videreføre en tradition, som har gavnet alle parter de seneste 250 år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078