Freak-storm truer skibsfarten over Stillehavet
HAVVEJR: Farlig storm med kurs mod gængse shippingruter i Stillehavet. NOAA melder om meget hård vind og gennemsnitsbølger på op til 16 meters højde.
Stormen ser ud til at ville kulminere i løbet af den 14. og 15. januar med barometermålinger ned til mellem 958 og 949 millibar. Stormstyrken estimeres til at komme op på mellem 65 og 90 knob, og der forventes ikke mindst meget voldsomme bølger med et signifikant gennemsnit på mellem 10 og 16 meter – med mulighed for meget høje såkaldte freak waves ind imellem.
Orkanen vil bevæge sig østover Stillehavet på en øst-nordøstlig kurs og altså nærmest lige i retning af de typisk benyttede sejlruter over Stillehavet. Skibsfarten advares derfor om at søge uden om det umiddelbart set farligste stormområde og at søge nærmere oplysninger hos vejrtjenesterne. Primært i dette tilfælde hos den amerikanske vejrtjeneste NOAA.
Meteorologerne har ikke lækket gisninger om, hvorfor den angiveligt usædvanlige vinterstorm – hurricanesæsonen er ”formelt” overstået – kommer nu. Derfor betegnes orkanen som en såkaldt freak storm. Men det bliver den altså ikke mindre farlig at mødes med af.