Militærhistoriker ser fornuft i manglende planer for krigsskibe

Det giver god mening, at den danske regering afventer Nato i forhold til sine planer for at bygge nye krigsskibe.
Det mener militærhistoriker Søren Nørby, der er adjunkt ved Forsvarsakademiet.
- Det bliver man nødt til, for hvis vi begynder at bygge antiubådsfregatter, og Nato kommer og siger, at der er brug for luftforsvarsfregatter, så risikerer man at spilde måneders arbejde.
Regeringen har søndag morgen fremsat et delvist forslag til planerne for udbygningen af den danske flåde.
Det var ifølge TV 2 ventet, at de også skulle indeholde et forslag til byggeriet af nye fregatter og andre store krigsskibe.
Ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var det ikke tilfældet, fordi man fra dansk side afventer nogle styrkemål fra Nato.
Natos styrkemål, der ventes at komme i løbet af 2025, er konkrete krav til den transatlantiske forsvarsalliances forsvar og et forsøg på at koordinere det fælles forsvar.
Styrkemålene fastlægger de militære styrker, Nato skal kunne indsætte i fællesskab i tilfælde af et angreb på et eller flere Nato-lande.
Lige nu har Danmark i alt fem fregatter. Tre af dem er såkaldte luftfartsfregatter, der kan bruges til at nedskyde missiler og droner, mens de to øvrige er anti-ubådsfregatter.
En mission i Det Røde Hav i 2024, hvor fregatten Iver Huitfeldt oplevede systemsvigt og defekt ammunition, gjorde det klart, at den danske flåde i øjeblikket er udfordret.
- De tre luftforsvarsfregatter har ligget stille, siden skibet kom hjem fra Det Røde Hav sidste år, fortæller han.
- Skibene kan, som de står i dag, godt gå til søs og gøre noget af det, man regner med, men i en kamp mod russerne har man ikke længere tiltro til dem.
De danske fregatter er i nyere tid blevet brugt til at forsvare international skibsfart mod angreb fra houthibevægelsen eller for at jagte pirater.
Men på grund af truslen fra Rusland er der nu brug for dem i Østersøen, lyder det fra militærhistorikeren. De ændrede behov kan potentielt være med til at ændre byggeplanerne, mener han.
- Iver Huitfeldt kan sejle fra København til Singapore uden at tanke, men det har man jo ikke brug for, hvis man kun skal sejle rundt ude omkring Bornholm.
- Så kan man i stedet bruge pladsen på våbensystemer. Eller man kan gøre dem mindre og dermed billigere.
/ritzau/