Forsvarschef anbefaler at nedgradere fregatter og bygge nye

Danmark bør bygge nye flådefartøjer i stedet for at opgradere de tre fejlramte fregatter af Iver Huitfeldt-klassen, som er Danmarks mest slagkraftige.
Det anbefaler den fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard, som mener, at de skal nye flådefartøjer til for at løse opgaven som luftforsvarsfregatter.
Det skriver DR.
Anbefalingen kommer som et led i udformningen af en langsigtet køreplan for Søværnet. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere varslet, at en ny flådeplan skal falde på plads i løbet af foråret.
Søværnet har i over et år forsøgt at opklare og reparere den fejl, der opstod under en mission i Det Røde Hav i 2024.
Afgørende våbensystemer om bord på fregatten 'Iver Huitfeldt' svigtede under en træfning med flere fjendtlige droner.
Sagen endte med, at den daværende forsvarschef Flemming Lentfer blev hjemsendt, og Hyldgaard blev fungerende forsvarschef.
Trods et intensivt teknisk opklarings- og reparationsarbejde, så er det fortsat ikke lykkedes at fjerne problemet.
- Til forligskredsens orientering arbejdes der fortsat på udbedring af fejlene, der blev konstateret under hændelsen om bord på fregatten "Iver Huitfeldt", lyder det ifølge DR i en orientering, der blev sendt fra forsvarsministeren til Folketinget i denne uge.
Onsdag aften var partierne til et møde i Forsvarsministeriet, hvor de fik en orientering om de fejlramte fregatter.
Fejlene omfatter alle tre skibe af samme type, fordi deres våben- og styresystemer er stort set ens.
Fejlene har betydet, at Danmark i over et år nu ikke har kunnet bidrage til Natos stående flådestyrker, der straks er klar til kamp.
Andet halvår af 2024 varetager Danmark i stedet ledelsen af Natos stående flådestyrke om bord på et norsk skib.