DFDS barsler med tre nybyggerier

Tre nybyggede færger er på vej til DFDS. Den første inden 2028.
Sådan lyder seneste melding fra rederiet, der har ambitioner om en flådefornyelse til en værdi af over syv mia. kr. frem mod 2030.
DFDS overtager i slutningen af marts ruten til og fra Jersey i Den Engelske Kanal.
Som følge af de korte distancer og fordi teknologien er ved at være moden, har vi mulighed for at elektrificere transporten mellem Jersey og Frankrig Filip Werne Hansen, Vice President og chef for forretningsenheden Channel, Baltics and Amsterdam-Newcastle.
I første omgang henter rederiet færger ind fra ruter i Middelhavet til at varetage driften, men i fremtiden er det meningen, at færger konstrueret til ruten skal sejle turene.
Det skriver rejsebranchemediet Standby.dk.
I 2028 vil DFDS have et højhastighedsfartøj klar til ruten mellem Jersey og St. Malo i Frankrig. Ambitionen er, at fartøjet skal drives på batteri.
Det fortæller Filip Hermann, der er direktør for Den Engelske Kanal og Baltikum hos DFDS, ifølge det lokale medie Jersey Evening Post.
- Som følge af de korte distancer og fordi teknologien er ved at være moden, har vi mulighed for at elektrificere transporten mellem Jersey og Frankrig. Vi er dog nødt til at få det helt på plads, da det også kræver noget infrastruktur i havnene og sådan.
- Men det er et spændende projekt og et af de første af den slags for os, lyder det.
Efter elfærgens entre barsler DFDS med et fragtskib og dernæst en ro/pax-færge til sejladserne i Den Engelske Kanal.
At DFDS bygger nye skibe til sejladserne, betyder ifølge Filip Hermann, at rederiet får mulighed for at konstruere fartøjer, der passer til de behov, som passagerer og erhvervsliv på Jersey har. Derfor er man fortsat i gang med at vurdere hvilke faciliteter, der vil være ombord.
Fødekæden på plads
Søfart har tidligere talt med Mathieu Girardin, chef for rederiets færgedivision, omkring planerne for DFDS' fremtidige flåde.
Her lød ambitionen, at seks nye færger skulle se dagens lys mellem 2026 og 2030. Fordelingen skulle være: to på batteri, to på metanol, to på ammoniak.
- Vi ser på tre typer af fremdrift. Elektricitet til de korte distancer, metanol til ro-pax færgerne og ammoniak til ro-ro, fortalte han til Søfart.
Lige nu handler det projektudvikling, design og om at opbygge netværk med alle relevante stakeholders. Hvem skal levere, hvordan, hvor skal det komme fra, hvordan skal brændstoffet håndteres. Mathieu Girardin, chef for DFDS' færgedivision
Desuden har DFDS allerede løftet sløret for, at der kommer til at pendle op mod seks batteridrevne færger over Kanalen på den anden side af 2030.
Præcis hvor langt de nye færger er i processen er uklart. Men det står klart, at der også skal være infrastruktur og lademuligheder til stede, når man taler færger på alternative brændsler.
- Lige nu handler det projektudvikling, design og om at opbygge netværk med alle relevante stakeholders. Hvem skal levere, hvordan, hvor skal det komme fra, hvordan skal brændstoffet håndteres. Det fylder virkelig meget, men det skal være på plads, inden skibene kommer, fortalte Mathieu Girardin til Søfart i april sidste år.
For færgerne kommer ikke ud at sejle, hvis ikke fødekæden er på plads, forklarer han.
- Vi har installeret landstrøm i seks af vores færger, det er den del, vi kan sørge for. Derfra er vi afhængige af, at havnenes infrastruktur kommer på plads, og vi samarbejder med dem for at få det til at ske, siger han.
Læs også:
To på batteri, to på metanol, to på ammoniak - Her er DFDS-direktørens plan for seks nye færger
DFDS vil bygge nye grønne færger for 7 milliarder