Kongeparret besøger Thisted og Samsø på sensommertogt

Kong Frederik X og Dronning Mary vil i år gennemføre et sensommertogt med besøg i Frederikshavn, Thisted og på Læsø. Togtet afsluttes på Samsø.
Det endelige program for kongeparrets sensommertogt vil blive meldt ud senere.
Det skriver Kongehuset.
Årets sensommertogt med kongeskibet 'Dannebrog' vil blive gennemført fra 25. august til 28. august.
Men allerede 7. maj indleder kongeparret deres anden sejlsæson som kongepar, når de går om bord 'Dannebrog', som første gang blev søsat den 26. maj 1932.
Skibets ni årtier på havet har ifølge Kongehusets oversigt over Dannebrogstogter budt på et hav af rejser indenlands, Grønland og Færøerne.
Kongeskibet fungerer som privat og offentlig residens for den kongelige familie, når de er på sommertogt eller på officielle besøg.
Sidste år i forbindelse med Kong Frederik X og Dronning Marys første sensommertogt som kongepar, lagde de blandt andet vejen forbi Bornholm, Assens, Ærø og Vejle.
Parret besøgte blandt andet Rønne Theater, tog på vandretur i Ekkodalen og et lokalt whiskydestilleri på Ærø.
Sommertogtet om bord på kongeskibet 'Dannebrog' rundt i Danmark er en mangeårig tradition, der går tilbage til Christian IX's tid.
Kongeskibet tager under sine togter også del i opgaver som for eksempel farvandsovervågning, søredning og uddannelse af kommende officerer.
Gennem tiden har 'Dannebrog' uddannet mere end 3.400 værnepligtige og sejlet over 800.000 sømil.
/ritzau/