Tidligere chefer i Søværnet finder nye græsgange i det private

Der er gang i svingdøren for tidligere chefer i Søværnet. Eller i hvert fald dem, der har besat posten i nyere tid.
Der er tale om de to tidligere kontreadmiraler Henrik Ryberg og Torben Mikkelsen, der begge er blevet hyret til nye stillinger i private virksomheder.
For Henrik Rybergs vedkommende involverer det nye job også en relokation. Han skal nemlig sidde i Abu Dhabi som direktør for Business Development and Sales i den svenske gigant Saabs maritime afdeling.
Dermed blev det kun til en kort periode som arbejdsløs, efter han stoppede som chef for Søværnet i slutningen af 2024.
Alt det skriver han på LinkedIn. I sit opslag forklarer han, hvordan han gennem sin tid i Søværnet har bemærket, at Saab har bidraget med sikkerheds- og forsvarsløsninger til den maritime sektor.
Derudover ser han frem til at arbejde fra en ny del af verden, som han ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Hans primære opgave bliver at identificere og sælge Saabs løsninger til nye markeder og kunder i Mellemøsten.
En "velfungerende maskine"
Den anden tidligere Søværnschef, Torben Mikkelsen, skifter sin seneste stilling som seniorkonsulent i Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) ud med rollen som direktør i netværksgruppen Naval Team Denmark. Det skriver også han i et opslag på LinkedIn.
Det betyder dermed, at han tager over for Nils Christian Wang, der har siddet som direktør siden 2018.
Torben Mikkelsen lægger i sit opslag vægt på, at det ifølge ham er en "velfungerende maskine", han overtager styringen af, og at han kommer til at have "et vigtigt job i en usikker situation".
Den tidligere kontreadmiral sad som chef i Søværnet fra 2017 til 2022, hvorefter han skiftede job internt og blev øverstkommanderende for den dengang nye afdeling Forsvarets Skibsprogram. Organisationen havde som bekendt en rolle i at søsætte projekteringen af de nye patruljeskibe, der senere er blevet korrigeret til arktiske skibe.