Skibssalg for 600 mio. kr. bringer Norden i mål med hiv og sving

DS Norden, Danmarks næststørste rederi målt på flåden, har ikke haft et heldigt 2024. Fragtforretningen har i dén grad drillet og i fjerde kvartal af 2024 blev det til et tab på 40 mio. dollar eller 288 mio. kr.
Nordens nettoresultat for årets sidste kvartal landede på 30 mio. dollar, og bidrager til et samlet overskud for helåret på 163 mio. dollar eller 1,2 mia. kr.
Langt under rekorden fra 2022
Året før var Nordens bundlinje på mere end det dobbelte - 400 mio. dollar - for ikke at tale om jubelåret 2022, hvor rederiet sejlede 744 mio. dollar ind i overskud.
Det viser Nordens regnskab for fjerde kvartal og for helåret 2024.
Det er særligt fragtforretningerne i Freight Services & Trading, der har drillet tør- og produkttankrederiet gennem flere kvartaler. I fjerde kvartal gav divisionen et tab på 40 mio. dollar, som bidrager til et samlet tab for året i Freight & Services Trading på -74 mio. dollar mod et plus året før på 133 mio. dollar.
- 2024 har været et udfordrende år for vores Freight Services & Trading-forretning, og vores fokus har gennem året været at styre tøroperatøraktiviteterne tilbage mod lønsomhed, og enheden viser nu en markant forbedring, forklarer adm. direktør Jan Rindbo i regnskabsmeddelelsen.
I mål via skibssalg
Assets & Logistics leverede ifølge rederiet en stærk præstation i 2024 med et nettoresultat på 236 mio. dollar som følge af høj indtjeningsdækning og salg af skibe.
Norden har i årets løb solgt otte skibe til 83 mio. dollars. Og dermed leverer skibssalg halvdelen af årets overskud.
- De fortsat høje aktivpriser understøttede værdien af Nordens ejede og leasede flåde med købsoptioner, og den estimerede Netto Asset Value i Assets & Logistics var svarede ved udgangen af 2024 til 425 kr. pr. Norden aktie.
Nordens to forretningsdivisioner
- Norden har to forretningsenheder, Assets & Logistics og Freight Services & Trading
- Assets & Logistics fokuserer på langsigtede investeringer ved at eje og lease skibe, investere i havnelogistik og sælge bæredygtige forsyningskædeløsninger på typisk lange kontrakter.
- Freight Services & Trading er mere fleksibel. Divisionen har chartret omkring 500 skibe og tilbyder typisk mere kortsigtede fragt- og handelsservices og kan hurtigere tilpasse sig markedsændringer og kundebehov.
Lavere skibsgevinster og forventninger
For 2025 melder Norden forsigtigt ud og forventer et markant lavere nettoresultat end i 2024 på mellem 20 og 100 mio. dollar inklusive skibssalg for foreløbigt 16 mio. dollar.
- Baseret på de nuværende markedsudsigter og også som følge af lavere salgsgevinster fra allerede underskrevne transaktioner, forventes rentabiliteten at være lavere end i 2024 med et nettoresultat i intervallet 20-100 mio. dollars inklusive gevinster fra allerede aftalte skibssalg, skriver rederiet.
Beløb i millioner dollar (kurs 7,20 kr.) | 2024 | 2023 | 2022 | 2021 |
Omsætning | 4,040.1 | 3,691.9 | 5,312.4 | 3,551.8 |
Bidragsmargin | 506.6 | 795.4 | 1,365.9 | 649.6 |
Driftsresultat (ebitda) | 432.2 | 678.6 | 1,159.1 | 532.2 |
Gevinster v. skibssalg | 82.0 | 79.0 | 79.4 | 7.7 |
EBIT | 202.1 | 421.6 | 791.6 | 245.5 |
Overskud | 162.7 | 400.1 | 743.5 | 204.5 |
Afkast af investeret kapital (ROIC) | 14 pct. | 32 pct. | 53 pct. | 17 pct. |
Egenkapital | 2,254.8 | 2,343.9 | 2,755.4 | 2,453.5 |
2024 har været et udfordrende år for vores Freight Services & Trading-forretning Jan Rindbo, CEO, D/S Norden