Regnskabet er ude - Så meget tjente Mærsk i 2024
Der er fortsat et stykke op til rekordårene i 2021 og 2022, hvor A.P. Møller-Mærsk satte danmarksrekord i disciplinen overskud på årsregnskabet.
Men med et driftsoverskud (EBIT) på 6,4 mia. dollars på 2024-regnskabet kan topchef Vincent Clerc glæde sig over at have leveret det tredjebedste årsresultat i rederiets historie - en markant stigning fra 3,9 mia. dollars året før.
Det fremgår af rederikoncernens årsregnskab for 2024, som netop er offentliggjort.
Danmarks største rederi hæver omsætningen med godt 4 mia. dollars til 55,4 mia. på årsregnskabet for 2024.
Ser man alene på resultatet for det sidste kvartal i 2024 er status følgende: Driftsresultatet (EBIT), steg til hele 2 mia. dollars mod et underskud på 500 mio. dollars i Q4 i 2023. Ingen kan herefter være i tvivl om, at det på den finansielle front har været en god forretning for A. P. Møller-Mærsk - og det øvrige containerrederier - at tage den lange vej syd om Afrika.
Omskiftelig virkelighed
- Vores evne til at navigere i en omskiftelig virkelighed har været sat på prøve gennem hele 2024, hvor vi har øget vores indtjening gennem vores evne til at opretholde stabile forsyningskæder for vores kunder, forklarer adm. direktør Vincent Clerc i en pressemeddelelse.
Det er selvsagt nøgledivisionen Ocean, der driver den positive udvikling qua fragtraternes høje niveau gennem hele året. Dermed udgør Mærsk-regnskabet en positiv konsekvens af urolighederne i Det Røde Hav, der har tvunget containerrederierne til at tage den lange tur syd om Afrika.
Konsekvensen af de geopolitiske uroligheder kan aflæses direkte i regnskabstallene: I Ocean steg driftsresultatet (EBIT) for 4. kvartal 2024 således til hele 1,6 mia. dollars. I samme kvartal året før indkasserede Mærsk et underskud på driftsresultatet på 920 mio. dollars.
Mærsk transporterede 3,1 mio. containere i årets fjerde kvartal, hvilket er på niveau med samme kvartal året før.
A.P. Møller-Mærsk: Kvartals- og årsresultat
Mio. dollar | Q4 '24 | Q4 '24(e) | Q4 '23 | FY '24 | FY '24 (e) | FY '23 | FY '25 (e) |
Omsætning | 14.594 | 14.054 | 11.741 | 55.482 | 54.767 | 51.065 | 50.789 |
- Ocean | 9902 | 9475 | 7180 | 37.388 | 37.294 | 33.653 | 31.339 |
- Logistics | 3891 | 3837 | 3542 | 14.920 | 14.804 | 13.916 | 15.613 |
- Terminals | 1194 | 1120 | 1019 | 4465 | 4359 | 3844 | 4532 |
EBITDA | 3597 | 3055 | 839 | 12.128 | 11.493 | 9591 | 7529 |
- Ocean | 2821 | 2322 | 196 | 9186 | 8858 | 6940 | 4022 |
- Logistics | 402 | 399 | 285 | 1447 | 1415 | 1251 | 1589 |
- Terminals | 421 | 373 | 303 | 1601 | 1536 | 1278 | 1551 |
Resultat før skat | 2254 | 1669 | -436 | 6816 | 6062 | 4362 | 1323 |
Nettoresultat* | 2165 | 1456 | -442 | 6109 | 5398 | 3954 | 1027 |
Opdateres...