Leder: Ridser i lakken
DET ER SJÆLDENT at en dansk værft må se sig selv udsat for voksenskældud fra selveste landets statsminister. Værftsbranchen, der skaber arbejdspladser til både faglærte og ufaglærte danskere, har tværtimod været omgivet af ekstrem velvilje fra politikerne. Og lige som Ecco gerne må sælge lædersko på det russiske marked, må reparationsværftet Fayard gerne vedligeholde skibe, der sejler med russisk gas. Disse gasskibe tilhører ikke skyggeflåden, og de hjælper med at transportere energi fra Rusland til bl.a. EU-landende. EU-havne byder disse skibe velkommen, og energiselskaber i EU modtager deres last. EU-landene har på ingen måder viklet sig ud af energiafhængighed af Rusland. Så der er dybest set ikke noget at komme efter. Hvis regeringen ønsker noget andet, må den vedtage præcist definerede sanktioner, som giver private virksomheder præcise instrukser at rette sig efter.
ALLIGEVEL ER DET en uheldig sag, som bør kalde på eftertænksomhed i branchen. Danmarks største reparationsværft er ikke 'bare' en producent af skotøj. Værfternes egen brancheorganisation, Danske Maritime, har brugt mange år på at understrege synspunktet om, at de danske værfter er værdifulde partnere for den danske stat - læs Søværnet - når der skal bygges eller vedligeholdes flådefartøjer og andre statsskibe. Denne argumentation er netop altid serveret med et sikkerhedsperspektiv - når staten placerer bygning og vedligehold af flådefartøjer på et dansk værft, vil der være styr på sikkerheden.
DER ER SOM bekendt krig i Europa. Rusland er fjenden. Rusland har ikke lagt fingrene imellem i forhold til at placere de liberale demokratier som den fjendtlige magt. Det omfatter også Danmark. Kan vi have en situation, hvor Søværnet den ene dag kæmper mod russernes hybride krigsførelse i Østersøen, og den næste dag indgår et samarbejde med et værft, der i et eller andet omfang servicerer russiske interesser, hvordan disse så end måtte være skruet sammen? Værftet bryder ingen regler. Alligevel kan man forstå på regeringens repræsentanter, at der går en grænse, og at den enkelte virksomhed også et selvstændigt ansvar for at holde sig på den rigtige side af denne grænse. Men hvor går denne grænse? Her kunne det være spændende at høre værfternes brancheorganisations vurdering: Står det værfterne frit for at servicere russiske energiselskabers interesse samtidig med, at værfterne og staten bliver mere og mere forbundne i den store genoprustning af den danske flåde. Danske Maritime hører man dog ikke meget fra i denne sag.
ANDER STEDER i den maritime branche var man ikke i tvivl. Både A.P. Møller-Mærsk og Unifeeder var aktive i russiske containerterminaler i f.eks. St. Petersborg. Forbindelsen til de russiske samarbejdspartnere blev dog straks afbrudt. Disse ting kan muligvis ikke sammenlignes. Og der er stor forskel på 'bare' at holde op med at sejle til russiske havne og så skulle vurdere, hvorvidt et givent rederis skibe på den ene eller anden måde sejler med noget i lasten, der måske - måske ikke- tjener Ruslands interesser.
EN TING ER DOG vigtigt at holde sig for øje. Man kan som udgangspunkt godt gå ud fra, at private russiske virksomheder - maritime eller ej - må formodes også at tjene den russiske stats interesser, hvis der måtte være behov for det. I Rusland bliver der ikke længere skelnet mellem statens interesser og private virksomheders interesser. Rusland er overgået til krigsøkonomi. Den danske værftssektor har brug for politisk velvilje i den nådesløse konkurrence mellem europæiske værfter. Lige nu ser den danske regering ud til at ville skærpe kursen overfor den maritime sektor. Lad os håbe, at det giver mere klarhed.
Hvad mener Danske Maritime egentlig om denne sag
