Har fodret skyggeflåden: Danske Rederier skal stå skoleret for erhvervsministeren
Maersk Tankers, Hafnia, Torm og Norden har siden 2022 solgt sammenlagt ti skibe, som efterfølgende er endt i Putins skyggeflåde, der indbringer hundredvis af milliarder kroner til Rusland.
Det kunne Danwatch afsløre i samarbejde med 12 andre europæiske medier i undersøgelsen ‘Shadow Fleet Secrets’.
Nu reagerer erhvervsminister Morten Bødskov (S) også på Danwatch’s afsløring og indkalder erhvervets største brancheorganisationer til et møde om sagen.
”Ruslands krigsmaskine skal stoppes. Jeg vil nu indkalde Danske Rederier, Danske Maritime og andre relevante organisationer til et møde om sagen. For Danmark har løbende presset på for at indføre de hårdest mulige sanktioner mod Rusland, der kan findes enighed om i EU. Det er afgørende, at virksomhederne forstår, at det er deres eget ansvar at sørge for, at de ikke overtræder sanktionerne”, oplyser Bødskov i et skriftligt svar til Danwatch.
Samtidig sender erhvervsministeren en indgående appel til rederierne.
“Verden er forandret og dansk erhvervsliv skal helt grundlæggende bestemme sig for, hvilken side af historien, de vil stå på. Flere virksomheder har allerede forpligtet sig til at gå længere end sanktionerne. Det kan jeg kun bifalde”, lyder det fra Bødskov.
230 solgte skibe
Mere end en tredjedel af skyggeflåden består af tidligere europæiske olietankere, viser undersøgelsen. Tankere, som steg eksplosivt i pris i perioden op til og efter sanktionerne rettet mod eksport af russisk olie blev indført i februar 2023.
Samlet har europæiske rederier solgt mindst 230 skibe, som siden direkte eller indirekte er blevet indlemmet i skyggeflåden. Det har indbragt rederierne mindst 43 milliarder kroner, fremgår det af mæglerrapporter og prisestimater fra VesselValue.
De fire danske rederier i form af Maersk Tankers, Hafnia, Norden og Torm har indirekte eller direkte solgt 10 skibe siden 2022, som siden er tilgået skyggeflåden. Det har indbragt rederierne mere end en milliard kroner samlet set.
De danske rederier bekræfter hver især salgene af de ti skibe, men skriver alle, at de ikke har overtrådt nogen sanktioner.
Hafnia og Maersk Tankers skriver begge, at deres forretning foregår i henhold til sanktionerne, men uddyber ikke yderligere om salgene.
Torm uddyber, at de solgte skibene til selskaber, der først senere solgte dem videre til skyggeflåden.
Norden oplyser, at de indrapporterede skibssalget i januar 2024 til Søfartsstyrelsen, og at de ikke så nogen røde flag i deres undersøgelse af køberen. Skibet er sidenhen blevet sanktioneret af Storbritannien.