Dansk forsvar ligger klos op ad russisk skib i Kattegat
Den britiske flåde har holdt nøje øje med det russiske skib "Yantar", som nu er sejlet tæt på dansk område.
Skibet ligger lige ud for Skagen i internationalt farvand tæt på dansk territorium. Det skriver Ekstra Bladet ud fra data på hjemmesiden Vesselfinder, der overvåger skibe.
Natten til fredag sejlede skibet med kurs ind i Kattegat. Det er uvist, hvad skibets endestation er, men 14. januar er det sejlet fra en havn i Algeriet.
Et skib fra det danske forsvar ligger ifølge Vesselfinder tæt op ad det russiske skib, som de seneste dage også er blevet overvåget af Storbritannien.
Den britiske flåde har overvåget skibet, efter at det blev spottet i britisk farvand sidste uge.
Det skriver BBC.
I den forbindelse lød det fra den britiske forsvarsminister, John Healey, at "Yantar" blev brugt af Rusland til at samle informationer og kortlægge Storbritanniens infrastruktur under vandet.
- Jeg vil også gerne have præsident Putin til at høre denne besked: Vi ser jer, vi ved, hvad I laver, og vi vil ikke tøve med hårdfør handling for at forsvare vores land, sagde han ifølge BBC torsdag.
Ifølge det britiske medie beskriver Rusland "Yantar" som et forskningsfartøj.
Der har været et øget fokus på kritisk infrastruktur på havbunden den seneste tid, særligt efter flere historier om sabotage på el- og gaskabler i Østersøen.
Torsdag oplyste Forsvarsministeriet til Ritzau, at Danmarks bidrag til en større Nato-indsats i Østersøen vil omfatte skibe, kampfly og specialoperationsstyrker.
Der vil fra dansk side gennemføres "skærpet overvågning af og tilstedeværelse i danske farvande og stræder samt i den vestlige del af Østersøen til støtte for operationen", lød det blandt andet.
Formålet med indsatsen er blandt andet at beskytte kritisk infrastruktur som ledninger og kabler på havbunden.