23948sdkhjf

Houthierne vil fortsætte skibsangreb, hvis våbenhvile brydes

Lever Israel ikke op til våbenhvile, fortsætter houthierne deres angreb, lyder det fra leder

Yemens houthioprørere, hvis gentagne angreb har haft store konsekvenser for international skibsfart, vil holde nøje øje med, om en ventet våbenhvile i Gaza overholdes.

Gør Israel ikke det, fortsætter angrebene.

Det siger houthiernes leder, Abdul Malik al-Houthi, torsdag.

Houthimilitsen har nær Yemens kyster næsten ugentligt rettet angreb mod skibe med både missiler og droner for at vise solidaritet med palæstinenserne.

Bevægelsen har længe sagt, at den vil stoppe, hvis konflikten slutter.

- Vi vil fortsætte med at følge med i udviklingerne i Palæstina i løbet af de tre dage op til Gaza-våbenhvilens ikrafttrædelse. Hvis den israelske massakre fortsætter, så fortsætter vi vores operationer, siger Abdul Malik al-Houthi i en tv-tale.

- På ethvert tidspunkt, hvor aggressoren trækker sig fra aftalen, vil vi være klar til at komme med militærstøtte til vores palæstinensiske brødre.

Angrebene begyndte i november 2023 og har ført til øgede forsikringspriser og leveringsomkostninger. To skibe er sunket, et er beslaglagt, og mindst fire sømænd er dræbt.

Bevægelsen har brugt Yemens strategisk fordelagtige beliggenhed på den sydlige spids af Den Arabiske Halvø til at angribe internationale handelsskibe.

Det har fået en række rederier til at sejle syd om Afrika, hvilket er en længere og dyrere vej fra Det Indiske Ocean til Vesten end gennem Suezkanalen i Egypten.

Våbenhvilen i Gaza står til at træde i kraft søndag. Mæglere oplyste, at der var opnået enighed onsdag.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078