DFDS har sikret sig storkunde til ny europæisk satsning
DFDS kan sætte en ny nål i rutekortet.
Rederiet har tirsdag præsenteret en fragtrute mellem Spanien og Holland, mere præcist Vilagarcía og Rotterdam. Målgruppen er industrikunder, der med ruten kan få gods mellem Syd- og Centraleuropa på en ugentlig afgang.
En af de kunder, der skal fylde i forretningen er aluminiumsproducenten Hydro.
DFDS og Hydro har nemlig indgået en aftale om at transportere Hydros aluminiums-produkter på ruten hver uge.
- Ruten har et betragteligt potentiale, hvilket vil komme det bredere marked til gode (...). Vi glæder os over at indgå et stærkt partnerskab med Hydro, lyder det i en pressemeddelelse fra Mathieu Girardin, der er chef for DFDS' færgedivision.
Ruten skal betjenes af 'Belgia Seaways' og går i drift til maj.