23948sdkhjf

Gammelt tankskib knækket over og lækker olie i uvejr nær Krim

Flere olieskibe er i nød nær Krim. Det ene er bygget i 1969 og det andet i 1973. Mindst en person er død

Et over 50 år gammelt russisk tankskib, der fragter tusindvis af ton olie, er knækket i flere dele under et uvejr i Kertjstrædet tæt på halvøen Krim og lækker olie.

Imens er et andet tankskib også i havsnød og har fået skader.

Det oplyser russiske embedsmænd søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mindst en person er dræbt.

Der er en nødsituation med olieudslip på grund af ulykken. Det melder den russiske skibsfartsmyndighed Rosmorrechflot ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.

Nærmere detaljer om omfanget af udslippet kendes dog ikke.

"Volgoneft 212"-tankskibet med 15 mennesker om bord er knækket over, og forstavnen er ved at synke, viser billeder fra statslige medier. Imens skyller bølgerne ind over skibet.

Det sejler under russisk flag, blev bygget i 1969 og var stødt på grund, siger embedsmænd.

Et andet skib, der sejler under russisk flag, driver omkring efter at have fået skader, oplyser beredskabsministeriet. Det har en besætning på 14 mennesker og blev bygget i 1973.

Begge skibe har en kapacitet til at bære 4200 ton olieprodukter. De befandt sig i Kertjstrædet, da de udsendte nødkald.

Over 50 mennesker, en helikopter samt en redningsbåd er blevet indsat, lyder det fra russiske kilder.

Det voldsomme vejr skal dog udgøre en hindring, skriver det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.

Videomateriale delt på sociale medier viser et uroligt hav, sort vand og et tankskib, der er ved at gå under.

Halvøen Krim blev i 2014 annekteret med magt af Rusland og efter en meget omstridt folkeafstemning, der af mange lande anses for ikke at være gyldig.

Kertjstrædet adskiller Krim fra det russiske fastland.

Det forbinder Det Azovske Hav og Sortehavet og er en meget anvendt fragtrute af Rusland.

Både korn, olie og naturgas transporteres via strædet.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063