23948sdkhjf

Europa-Parlament kræver hårdere kurs mod Ruslands skyggeflåde

Parlamentet vil have skærpet kontrollen med russisk olieeksport via europæiske farvande og lufter tanker om en mulig lukning af Østersøen for skyggetankerne 

Europa-Parlamentet vedtog torsdag en resolution, der opfordrer EU's flagstater til at sikre strengere håndhævelse af sanktionerne mod Ruslands søbårne olieeksport via landets såkaldte skyggeflåde.

Skyggeskibene er typisk ældre tankskibe, som ofte uden forsikring og med uklare ejerforhold eksporterer russisk råolie og olieprodukter til udlandet i strid med G7-landenes, EU's og Australiens olieprisloft på 60 dollars pr. tønde råolie. 

I resolutionen opfordrer Parlamentet til mere målrettede indgreb mod skyggeflåden i de kommende EU-sanktionspakker, blandt andet direkte tiltag mod flagstater, finansielle bagmænd, ejere og operatører, der er involveret i handel med eller drift af skibe i skyggeflåden.

Sanktioner uden håndhævelsestiltag

Parlamentet kræver også systematisk sanktionering af skibe, der sejler gennem EU-farvande uden kendt forsikring, og opfordrer EU-landene til at styrke deres drone- og satellitovervågning af trafikken samt til at gennemføre målrettede inspektioner af skibene.

MEP'erne ønsker, at EU-medlemslande udpeger havne, der er i stand til at håndtere sanktionerede skibe med råolie og flydende naturgas (LNG), og at ulovlig fragt beslaglægges uden kompensation.

En resolution er ikke juridisk bindende, men den kan lægge pres på Kommissionen, som har udarbejdet EU's 14 første sanktionspakker, der hidtil ikke har omfattet konkrete håndhævelsestiltag.

Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) tjente Rusland før krigen i 2021 16,5 milliarder dollars om måneden på olieeksport. Efter invasionen i 2022 steg de månedlige indtægter til 21 milliarder dollars, mens de i år indtil videre er faldet igen til 16,5 milliarder dollars om måneden.

Spotlys på græske rederier

S&P Global har identificeret 586 tankskibe involveret i russisk olieeksport, hvoraf mange er ældre skibe solgt af bl.a. europæiske rederier, da priserne på brugte tankskibe steg kraftigt i kølvandet på krigens udbrud.

Væksten i skyggeflåden har gjort De Forenede Arabiske Emirater til den største tankskibseksportør af russisk råolie, opgjort efter nationalitet, skriver S&P Global. Også Grækenland er som det eneste EU-land på listen over de ti største tankskibsoperatører, som i oktober transporterede russisk råolie.

Resolutionen fra Parlamentet flugter med, at Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) næste år forventes at tage nye skridt for at beskytte sårbare kyststrækninger mod olieudslip fra skyggetankskibene.

USA, Storbritannien og EU har samlet sortlistet mere end 90 skibe med tilknytning til Ruslands skyggeflåde siden oktober 2023.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08