23948sdkhjf

Vokseværk til Prima-klassen!

Alting har vokseværk i den globale krydstogtgigant - selv de mellemstore krydstogtskibe bryder grænser

Med et dødvægt på 156.300 brt og kapacitet på næsten 3.600 passagerer, er 'Norwegian Aqua' på vej til at bryde alle grænser for, hvor stort et medium size krydstogtskib egentlig kan være.  

Skibet tilhører Prima-nybygningsserien fra Norwegian Cruise Line, som er grundigt beskrevet her i Søfart

Men 'Aqua' er på mange måder sin egen - for der er blevet ændret på væsentlige parametre i forhold til de første skibe i serien. 

'Aqua' er således 10 pct. større end sine forgængere, da det er lykkes for Fincantieri-værftet at presse to yderlige sektioner af hver 11 meters længde ind i konstruktionen. 

Det har givet plads til større indendørs og udendørs arealer på skibet. NCL har således haft brug for mere plads til at disponere de mange tusinde gæster på de indendørs arealer. Det lykkes nu. 

Skibet går i drift i foråret 2025 under NCL-brandet. 

- Med 'Aqua' tager vi et nyt skridt i evolutionen, forklarede CEO for Norwegian Holding, Harry Sommer under præsentationen af det endnu ufærdige skib på Fincantieri-værftet i Venedig. 

Vores første kig

Skibets ydre design bærer præg af kraftige røde farver, som i sig selv er et væsentligt nybrud fra f.eks. 'Norwegian Prima's mere subtile blå farver. 

Designet er lagt i hænderne på gadekunstneren Allison Hueman, den første kvinde til at designe skrogkunst til rederiet. 

"Where the Sky Meets the Sea" er et dramatisk, 16-farvet, abstrakt design, der repræsenterer havet, himlen og gamle gudinder gennem en fortolkning af moderne mytologi.

Kunstværket står i skarp kontrast til de subtile blåfarvede skrog på Prima og Viva.

En repræsentant fra Fincantieri-værftet forklarer, at maleriet på skroget har lagt beslag på ca. 55.000 arbejdsstimer. 

Større skib

Andre bemærkelsesværdige ændringer handler om størrelsen på skibet. 

Aqua Slidecoaster

Under besøget på skibet imponerede den tre-etagers Aqua Slidecoaster, der viklede sig rundt om skibets skorsten på spektakulær vis. 

Den store vandrutchebane erstatter den ellers berømte gokartbane, som findes på de to andre Prima-klasse skibe. 

Aqua Slidecoaster spænder over dæk 18 til 20 og vil katapultere sine gæster langs to spor i høj hastighed. 

- Vi synes, at det var tid til at prøve noget nyt. Det er vigtigt at forny sig, forklarede Harry Sommer samme aften under den store festmiddag i Venedig. 

- Vores racebane har været rasende populær, men den nye aqua slidecoaster kan håndtere 200 gæster i timen, så jeg er ret sikker på, at dette nye tiltag vil blive endnu mere populært end racerbanen, sagde Harry Sommer.  

Fincantieri-værftet havde også sendt repræsentanter til præsentationen, og herfra blev det slået fast, at det ikke var uden ingeniørmæssige udfordringer, at erstatte en racerbane med en vandrutchebane.

- Det er ikke noget, som man bare lige gør. Normalt er et skib designet således, at det er lettest i toppen og tungest i bunden. Her har vi så arbejdet med, at der skulle flyttes 40 tons vand helt op øverst på skibet, når slidecoasteren er i drift. Det har krævet en masse beregninger og vi har skullet udvikle nogle helt nye løsninger, men det er altså gået op i en højere enhed, lyder det fra Fincantieri-værftets repræsentant.  

Begejstret topchef

Under hele den tre dage lange mediebegivenhed fortalte rederiets topfolk, inklusive Norwegian Cruise Line Holdings CEO Harry Sommer, til de fremmødte, at 'Aqua' er et udtryk for gæsternes ønsker. 

Både 'Aqua' og 'Luna', det efterfølgende Prima Plus-skib og som blev annonceret ved arrangementet i Venedig og skal i drift i 2026, er udtryk for den feedback, som rederiet har fået fra kunderne efter introduktionen af de første skibe. 

De nydesignede skibe vil byde på flere udendørs rum, mere underholdning og flere kulinariske tilbud.  Gæsterne vil også finde en større moderne klasse af Haven, rederiets premium-område. 

Spændende og nyt

Gæsterne på 'Aqua' vil kunne se frem til banebrydende underholdning i form af musical-oplevelsen "Revolution: A Celebration of Prince" som fremfører alle de største musikalske oplevelser fra musikikonet Prince. 

Samtidig vil gæsterne kunne opleve en opdateret "Elements: The World Expanded", som inkluderer akrobatik, intriger og magi.

Fans af Fleetwood Mac-hyldestshowet, "Syd Norman's Presents: Rumours", kan opleve en ny koreograferet version af hitshowet i et større lokale på Aqua Theatre & Club.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079