23948sdkhjf

Byrådet sendte færgedriften i udbud med en vis bekymring

Nu vil det vise sig, hvem der byder på opgaven med at drive Læsø-færgen - nogle byrådsmedlemmer var bekymrede for arbejdspladserne på færgen

I fremtiden bliver det muligvis ikke Læsø Kommune, der skal drive Læsø-færgen.

Byrådet besluttede mandag aften at sende opgaven ud i et EU-udbud, og dermed kan interesserede rederier byde ind på at stå for ruten.

Formand for Ny Færgeudvalget, Jess Jessen Klixbüll (H), præsenterede det udbudsmateriale, som har været under udarbejdelse i et stykke tid med hjælp fra advokatfirmaet DLA Piper.

Han bemærkede, at man tidligere på året var blevet enige om at prøve at lave et udbud, og det er så dét, man har gjort.

- Der er nu en ny køreplan med datoer på, og vi har lavet udbudsbetingelser, kontraktbilag, kapacitetsbehov og definitioner. Det virker meget omfattende, men det er i EU-udbud, og det er en række krav til, hvad der skal være i det, indledte Jess Jessen Klixbüll.

Aftale over 12 år

Udbuddet løber over en 12-årig periode.

- Så det skal være noget, der kan holde - noget vi kan leve med i mange år. Vi har haft møde med tre interesserede rederier, og dem har vi lyttet til, og vi har indarbejdet dét, vi mener, vi kan leve med. Vi har opstillet en række krav med udgangspunkt i den eksisterende fartplan, sagde Jess Jessen Klixbüll.

Samtidig har man også bedt om et bud på, hvad en ekstra dobbelttur koster, så man kan se på, om man har råd til det.

Karsten Skov Petersen (DF) var noget betænkelig.

- Personligt er jeg tilhænger af, at det er Læsø Kommune selv, der skal køre det, sagde han og pegede på, at det kan få betydning for de ansatte på færgen, hvis den kommer på andre hænder.

- Jeg er nervøs for, at når den ryger i udbud på den måde, så vil rederen lave en mønstret besætning, og så er det måske en uge hjemme og en uge ude eller 14 dage hjemme og 14 dage ude. Så er det ingen læsø-boer, der vil være brug for til at være ansat nede ved færgen, og vi skal altså sørge for at beskytte vores medarbejdere, argumenterede Karsten Skov Petersen.

Michael M. Hansen (K) var inde på det samme emne.

- Det er jo op mod 50 arbejdspladser på Læsø, og det giver en usikkerhed om, hvor man står med en ny aktør på markedet. Det har en kæmpe betydning for vores lille samfund, hvis de forsvinder, eller hvis bare halvdelen forsvinder. Jeg ser på det med stor frygt for Læsø som samfund med risikoen for, at vi mister arbejdspladser, sagde han.

Tre veje at gå

Han var ikke desto mindre klar til at stemme for.

- Vi står med tre punkter og overfor en afprøvning af markedet gennem denne licitation. Det mener jeg, man bør gå med for at finde ud af, hvad prisen er, hvis en anden aktør skal ind. Vi har en pris på nybyg og en pris på den eksisterende drift. Hvad vi gør i fremtiden, kan vi se på, når vi har alle de tre kendte faktorer. Vi skal videre i dag, og hvad vej, vi går næste gang, er dét spørgsmål, der kommer til den tid, sagde Michael M. Hansen.

Også Folmer Hjort Kristensen (S) var noget betænkelig og pegede på, at det ikke var så præcist, hvad der skal ske med havneanlægget i Vesterø.

Det endte dog med, at alle byrådsmedlemmer stemte for at sende udbuddet af sted, og det vil i den næste tid vise sig, hvad der kommer ind af bud.

Går det efter planen, er der lagt op til, at man kan indgå en kontrakt til april 2025.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047